Hvordan skaber vi en kommune, hvor mennesker og miljø kommer før prestigeprojekter og spareknive? Hvor vi siger nej til "arbejdet skal udføres hurtigst muligt" som rettesnor i ældreplejen – og i stedet insisterer på tid, omsorg og værdighed?
Kom med til åbent møde og vær med til at drøfte, om vi i fællesskab skal stille en "Herning I Balance" liste til kommunalvalget i Herning i 2025.
Vi vil kæmpe for kernevelfærd og reel prioritering. Men vi mener også, tiden er kommet til at tænke endnu mere ud af boksen – og turde tale om social retfærdighed, klimahandling og reel borgerinddragelse som ufravigelige pejlemærker.
Herning skal være en kommune, hvor budgettet bruges på det nødvendige – ikke det prestigefyldte. På daginstitutioner, skoler, ældrepleje, psykiatri og grøn omstilling. Og hvis rammen er for snæver, så må vi turde udfordre rammerne – og sige fra overfor Christiansborgs styring, hvis den spænder ben for et værdigt velfærdssamfund.
Vi inviterer alle, der er enige i, at Herning har brug for et balanceret alternativ i byrådet, til at deltage og tage del i samtalen.
Målet er ikke nødvendigvis at vi får stillet en færdig liste på mødet – men at mærke om der er energi, vilje og mennesker nok til at tage skridtet.