🥦 Tilmelding skal ske senest 6. august – men meget gerne før – på mail
cGlhIHwgZ2Vyc3RlbmJlcmdyb3N0ZWQgISBkaw==
Nu er det blevet Niels’ og min tur til at invitere jer til havebesøg hos os.
Lidt om vores matrikel:
Vi overtog huset og dermed den oprindelige have i 2019 og fik hurtigt tillagt et lille markareal, så have og køkkenmark nu udgør ca. 2000 m2.
Den oprindelige have bestod kun af masser af græs og få høje træer. Der er siden 2019 plantet mere end 100 træer og buske for at få skabt læ, haverum og "loft" i haven. Haven er nu tæt beplantet med snoede stier imellem organisk formede blomsterbede. Nogle af bedene er udformet med små bakker for at genbruge jord fra udgravning til brolægning af stier. Stilen i haven er naturlig, alt er skævt, men alligevel med en tydelig struktur.
Køkkenmarken er anlagt helt fra grundet på tidligere mark. Dyrkningsprincippet er "no-dig" med stor vægt på kontinuerlig jordforbedring, tilføjelse af egen kompost samt champost. Opbygning af jorden vægtes højt. I den bagerste del af køkkenmarken er der ved at vokse en lille æblelund op med forskellige æblesorter, hvoraf mange af dem er lokale gamle sorter. Alle æbletræerne er podet på vildstammer, da vi ønsker høje træer, så vi får en lille skov af æbletræer – om nogle år.
I den oprindelige have dyrkes på friland i drivhushaven – på en ekstra lun og beskyttet plads – mængder af tomater, chili, peberfrugter, auberginer og krydderurter. Der er også blevet plads til bærbuske og jordbærsorter. Et lille drivhus er et meget aktivt væksthus, hvor næsten alt til køkkenmarken forspires. I et større drivhus dyrkes tomater, agurker og meloner. Vores tredje og største drivhus etableres ultimo dette år.
Grøntsager dyrkes i drivhus og på friland hele året og der høstes heraf løbende – også i vintermånederne. Der udplantes nye grøntsager næsten alle årets måneder og ikke kun i sommermånederne, som mange traditionelt kun gør. Målet er at være selvforsynende med grøntsager hele året og med bær/frugt i sæsonen. Vi lever vegetarisk, så der skal bruges mange grøntsager og frugter.
Regnvand opsamles i 5 stk. 1000 liters vandtanke, hvilket bruges som primær vanding. Alt haveaffald genbruges som kompost, jorddække, kværnes til flis eller lægges i 50 meter langt kvashegn. Afskåret træ stables til brændestabler placeret rundt omkring i haven til dekoration og til glæde for insekter og smådyr.
Efter, at vi har været på en tur rundt på matriklen, slår vi os ned til en hyggesnak med kaffe/the og kage.
🥦 Tilmelding skal ske senest 6. august – men meget gerne før – på mail
cGlhIHwgZ2Vyc3RlbmJlcmdyb3N0ZWQgISBkaw==