Fortællinger fra Als er et modigt møde med fortiden i ord, sang og musik. Som et ekstra tvist til denne teaterforestilling vil du kunne kaste dig over et overdådigt sønderjysk kagebord. (Vi bestræber os på at få det hele med ... men der skal jo en del på bordet så bær over med os, hvis der mangler en kage eller to)
Entré 90,- / gratis for Kulturkioskens medlemmer
Inkluderet i billetprisen: Sønderjysk kagebord.
Køb billet her:
https://billetto.dk/e/kulturkiosken-viborg-billetter-1466304 / Er du medlem af kulturkiosken møder du bare op.
Fortællinger fra Als
Tag med på en sprudlende og fandenivoldsk teateroplevelse, når Pappi indtager scenen med en kalejdoskopisk kavalkade af karakterer, stemmer og historier fra Als. Forestillingen inviterer publikum ind i et univers, hvor barndommens blå bil, sære figurer som røvsjælen og spillelærerinden, forvandles til magiske fortællinger – båret frem af musik, som får ordene til at danse.
Her møder du Pappi – fortællerens indre sønderjyde og evige følgesvend. To sjæle i ét bryst, fanget mellem fortidens stemmer og nutidens nødvendighed for at tale både "forståeligt" og pænt. Med store armbevægelser og finurlige vendinger kæmpes der om ordet, når historierne om Helved, æ Vannemand, øens dronning og det evige tyskerhad folder sig ud – så man både må grine, undres og nikke genkendende.
Forestillingen tager sit publikum med tilbage til 1960, hvor en familie bosætter sig i Nordborg. Med en far på fabrikken og en mor med hang til ordsprog og hvidvin, en ø i eksplosiv udvikling og et sprog, der er lige så svært at knække som en kokosnød, bliver sammenstødet med det fremmede både barsk og livsbekræftende. Her formes barndommens billeder i mødet mellem tradition og forandring, drømmeri og nøgternhed, med fabrikkens pumpe under jorden som pulserende bagtæppe.
Det er fortællingen om, hvordan et lille sted og dets kultur kan sætte varige spor i sjælen. Kom, grin, græd og bliv klogere på dig selv – for Pappi viser, at vi alle bærer historier i os, og hvis vi deler dem, kan de spire og vokse i andres hjerter.
5 stjerner Af Kirsten Dahl, ph.d. og teaterkritiker. Man bliver skønt beriget af livet og lydene fra Victor Marcussen springer ud og ind af de mange forskelligartede karakterer. Med Pia Hessner ved klaveret opstår et boblende musikalsk univers. Ken Dennings tekst udmærker sig ved sprogligt at udfolder sig i sang og sproglige humoristiske vendinger og slår gnister i de melankolske dybder.
4 stjerner Kulturnyt. Der sættes ventiler på fortidens spøgelser. Sønderjysk muld under neglene og med sød musik. Fornemmelsen af egnshistorie og det mere almenmenneskelige, som vi alle kan opleve i en opvækst, gør forestillingen god.