Viborg Kunsthal præsenterer soloudstillingen ’Traces Of A New Beginning’ af kunstner Astrid Kruse Jensen.
Vi fejrer åbningen den 22. maj med vin og snacks og fri entré for alle i tidsrummet 19.00-21.00, hvor kunstneren vil være til stede.
Aftenen byder på:
Velkomst og åbningstale v/ udstillingsleder Bodil Johanne Monrad
Musikalsk indslag ved Viborg Domkirkes Juniorkor og Ungdomskor, ledet af korleder Ulf Espelund Klausen.
Vi ser frem til en festlig åbningsaften på Viborg Kunsthal!
Om udstillingen:
Med 'Traces Of A New Beginning' udforsker billedkunstner Astrid Kruse Jensen drømme og resonans mellem individ og verden. Igennem sin fotografiske tilgang skildrer hun ikke blot den ydre virkelighed, men kredser om at indfange steder som tilstande mellem erindring og glemsel.
Udstillingen præsenterer to sammenflettede spor: "Kvindeegen" og "Kunstnerhjemmene" og værkerne skaber dialog mellem personlige og politiske drømme. Drømme om, hvad vi kan skabe, hvis vi bliver ved med at tro på at forandringer er mulige. Den symbolske betydning af kvindeegen, plantet som et monument i 1915 for kvinders stemmeret, kobles med Astrid Kruse Jensens udforskning af kunstnerhjemmene som tidslommer for drømme og erindringer.
Dagslysets indtag i udstillingsrummene kombineret med Kruse Jensens fotografiske værker, også på stof og glas, skaber en dragende, intim og poetisk stemning. Den besøgende inviteres til at interagere med værkerne og reflektere over eget forhold til drømme, natur, rum og resonans.
I en tid hvor verden er i opbrud på mange planer, er det endnu vigtigere at bevare en tro på, at både de personlige og politiske drømme om forandring kan blive til virkelighed. 'Traces Of A New Beginning' åbner for en bredere diskussion om kunstens betydning, historiefortælling og den menneskelige forbindelse til vores omgivelser.
Udstillingsperiode: 23.05.25 - 07.09.25.
You may also like the following events from Viborg Kunsthal: