BYVANDRING PÅ ROSKILDES
BERØMTE RACERBANE
Byvandringen onsdag 6. august fortæller historien om Roskilde Ring, dansk motorsports vugge. Turen ledes af Henrik Denman, og der er gratis adgang.
Mødestedet er kl. 19 ved Hotel Scandic, Ved Ringen 2.
I 1950’erne oplevede dansk bilsport for første gang det helt store internationale sus, da de specialbyggede racersportsvogne indtog asfalten på Roskilde Ring, som i år kan fejre 70-års jubilæum.
Roskilde Ring blev indviet den 5. juni 1955 og lå nær byens centrum og stationen. Det blev en stor begivenhed for byen og motorsporten, da det var den første permanente motorbane i Skandinavien.
I dag er Danmarks første internationale motorbane en grøn park med stier og en sø. På byvandringen går vi med Henrik Denman rundt i parken, mens han fortæller om områdets historie og udvikling og om forvandlingen fra grusgrav til asfalteret motorbane.
I de første år bestod løbsprogrammerne mest af diverse standardvognsklasser, der internationalt var kendt som Formel 3, men siden kunne de begejstrede tilskuere også se deciderede racersportsvogne, som var en tand eller to skarpere. De var bygget alene med racing for øje. I 1962 blev der to gange kørt løb i den prestigefyldte Formel 1-klasse med stjerner som Stirling Moss og Jack Brabham.
På byvandringen vil man desuden høre om banens indretning med bl.a. den ikoniske bro, der oprindeligt var den kendte luftbro for fodgængere over jernbanesporene.
Also check out other Sports events in Roskilde, Workshops in Roskilde.