Er du vild med motorcykler, blankpoleret krom og den dybe brummen fra en Harley eller en Suzuki? Så sæt kryds i kalenderen, når Oplev Ringsted i samarbejde med Udbryderne MC Benløse og Riders MC St. Merløse inviterer til en forrygende MC Familiedag i Ringsted 2025.
Arrangementet løber af stablen lørdag den 9. august fra kl. 11.00 til 14.00 i hyggelige omgivelser på Tinggade i Ringsted, hvor motorcykelentusiaster i alle aldre kan samles om fælles passioner – fart, fællesskab og fede motorer.
Uanset om du kommer på to hjul, med eller uden sidevogn, eller bare vil nyde synet og stemningen, er der noget for dig. Gæster kan opleve et væld af smukke og unikke motorcykler og møde de passionerede folk bag – de lokale MC-klubber i og omkring Ringsted.
MC Familiedagen er åben for alle – både erfarne bikere og nysgerrige nybegyndere. Det handler om at skabe en afslappet og hyggelig dag for hele familien, hvor der er plads til både benzin i blodet og nysgerrige spørgsmål.
Så tag børnene, bedsteforældrene og naboen med – og kom og oplev Ringsted i fuld gas og god stemning!
PROGRAM:
Kl. 09.00 - 10.30 Udbryderne MC Benløse er værter med morgen og kaffe ad libitum for 20 kr. pr. næse, så længe lager haves.
Kl. 10.45 Fælles afgang mod Tinggade i Ringsted med ankomst kl. 11.00 (OBS! I Tinggade er der kun adgang for motorcykler).
Kl. 11.00 - 14.00 MC Familiedag i Tinggade
Kl. 14.00 Fælles afgang til Riders MC St. Merløse, hvor Riders MC er værter med pølser og brød samt 1 øl eller vand for 30 kr. pr. næse, så længe lager haves.
You may also like the following events from Oplev Ringsted: