Har du gået med tanken om at blive vikingekriger i det 21. Århundrede?
Har du drømt om at kæmpe dagen lang med våben af stål, som f.eks. økse, sværd eller spyd, og afslutte dagen med at drikke mjød rundt om bålet, med dine brødre og søstre?
Så kan det være at vikingekamp er det helt rigtige for dig!
Hvad er vikingekamp, spørger du?
Vikingekamp er en kampsport med ikke-skarpe stålvåben for alle over 18 år. Det er en kontaktsport, hvor vi altid træner til at slås imens vi passer på hinanden. Dog skal man stadig forvente at komme hjem med blå mærker.
Udover at være en kontaktsport, er vi også en forening der formidler vikingetiden, når vi er afsted til markeder og vikingetræf rundt omkring i landet og udlandet, som f.eks. Sverige, England og Tyskland.
Hvem er Odd?
Vikingekampgruppen Odd er en forening med over 20 års erfaring, og den 3. største kampgruppe i Danmark. Vi træner en gang om ugen, torsdag, og en gang om måneden om søndagen. Vi tager til forskellige vikingearrangementer året rundt, men særligt hen over sommeren er vi til markeder, hvor vi overnatter en uge ad gangen. Vi er en engageret og inkluderende gruppe, som har fokus på at vi skal have det sjovt mens vi slås.
Denne torsdag aften byder vi indenfor til alle der vil vide mere om hvad det vil sige at være vikingekriger. Vi fortæller om vores sport, og viser hvad vi laver. Vi vil også fortælle om hvordan det er at være med i vikingekampgruppen Odd og formidle vikingetid. Du vil blive introduceret til kampstilen, og prøve nogle af de grundlæggende øvelser på egen krop.
Vi håber på at se en masse nye ansigter der synes vikingetiden er spændende, og som gerne vil slås sammen med os.
Alle er velkomne, og det er helt uforpligtende og hvis der er nogen spørgsmål så skriv endelig til Christian Rudbæk på Facebook eller Jeremy Lee Ward som vil være jeres trænere i løbet af jeres opstartsperiode. Vi glæder os til at se jer.
- Odd
Also check out other Sports events in Odense.