Alle er velkomne til fernisering på efterårsudstillingen på Samsø Bibliotek, en serie koloristiske kvindebilleder malet af Inge Hedegaard fra Knebel på Mols.
Nerve og kolorit. Det er de to nøgleord, man må bruge, når man skal beskrive Inge Hedegaards billedverden.
Nerve, fordi hendes billeder uanset motivet er malet med en intensitet og et nærvær, der nærmest stråler fra dem.
Kolorit, fordi Inge Hedegaard er en kunstner, som ikke er bange for at drive farven til sit yderste på en måde, der siger pang.
"Jeg har altid malet og tegnet, både hjemme og på rejser. Min første maling og pensler købte jeg for mine konfirmationspenge. Men ellers maler jeg på Mols. Naturen med alle dens luner er inspiration for mange af mine malerier. Det må godt ligne lidt, men alligevel ikke," fortæller kunstneren.
Inge Hedegaard har deltaget i censurerede udstillinger i Danmark, og udstillet i Berlin, Venedig, Prag og Berlin. Hun er optaget i publikationen '101 kunstnere - 2024/2025'.
Inge Hedegaards kvindebilleder malet med brede, ekspressive penselstrøg og smæk på komplementærfarverne er udstillet på Samsø Bibliotek fra 9. september og i hele oktober.
Kom og vær med til ferniseringen, nyd billederne og et glas vin tirsdag 9. september kl. 15-16 🥂
Se også www.ingehedegaard.dk
You may also like the following events from Samsø Bibliotek: