WORKSHOP og FERNISERING lørdag 27. september kl. 15 - 17:
Kulturstedet Lindegaarden i Kgs. Lyngby er stolte af at præsentere sæsonens næste udstilling DE ANDRE - MASKER OG MALERIER med kunstnere Maya Peitersen og Jonas Pihl, som er klar til at tage publikum med på oplevelsen:
Kom til workshop på åbningsdagen med kunstnerne, Maya Peitersen og Jonas Pihl, som først introducerer udstillingen og derpå vil inspirere til, hvordan du selv kan prøve kræfter med de forskellige teknikker, kunstnerne arbejder med i deres værker.
- Med Maya kan man prøve at lave masker i forskellige materialer inspireret af hendes værker, og med Jonas kan man prøve nogle af de alternative maleteknikker, han bruger i sine billeder.
Så kom og få et kreativt skud inspiration til udfoldelse i kunsten.
Aldersgruppe: Børn fra 8 år med forældre og bedsteforældre.
Der er gratis adgang.
Maya Peitersen skaber masker, næsten som vi kender dem fra græske vaser og teaterforestillinger sydpå, og malerier af det nøgne menneske med livstråde til det surreelle. Hendes værker er som tærskler og portaler, mellem den kollektivt vedtagne virkelighed og de mange lag af individuelle opfattelser af det virkelige. Drømmer hun vilde, dramatiske drømme, så kan masken lægge en sikkerhedsafstand og skubbe det allerfarligste ud af kroppen. Sådan kan masken skabe et beskyttende lag og sætte form på din rolle.
Jonas Pihl tjekker overfladen, spejlet, selvet og maskerne, vi iklæder os i metaforisk forstand til forskellige anledninger. – Lyt blot til din egen stemmeføring, der svinger afhængigt af, hvem du taler med. Vi lægger uvilkårligt et lag af maskering på. I Pihls fantasifulde malerier ser vi samtidigt som gennem et periskop - både under og over en skillelinje, langt ud mod horisonten, langt ud i rummet og måske tilbage mod os selv? Her er meget at gå på opdagelse i, og det gør kunstneren selv hele tiden i motiverne og i sin eksperimenterende brug af materialer og billedformer.
Vel mødt!
Frem til 28. oktober - Åbent onsdage kl. 13 - 16
samt efter aftale - kontakt Inge Schjødt, tel 29 64 92 21
You may also like the following events from Kulturstedet Lindegaarden:
Also check out other
Workshops in Lyngby.