Koncert med Olsen og de nyeste, ældste og særeste påhit
“Vi fossile(r), vi der ligger lige midt imellem: Vi er for knarvorne til at hoppe på elbil-hysteriet. Og trods alt stadig for unge til at vi kan bruges som brændstof.”
I efteråret 2025 dieselruller Allan Olsen ud på endnu en massiv soloturné med de nyeste, de ældste og de særeste påhit.
Okay, der er måske ikke meget K-pop over Olsen. Men meget i Allan Olsens lange karriere tyder på, at der – heldigvis – er både plads til og brug for en dansk sangskrivning, der ganske uhæmmet jonglerer med emner, ord og vendinger på måder som ingen har hørt før – i hvert fald ikke i en sang.
Overalt i Olsens store bagkatalog støder man på finurligheder og skarpe betragtninger som intet andet sted i dansk popkultur.
Olsens repertoire dyrkes næsten fanatisk i en stor fanskare, som sætter en ære i at kunne memorere hver eneste stavelse i deres yndlingssange i trubadurens massive sangkatalog.
Allan Olsen har spillet tusindvis af koncerter i ind- og udland, indspillet 19 albums og udgivet de to bestseller-bøger; Tilfældigt Strejfet og Laksetrappen. Alligevel er det som scenekunstner, såvel med band som ganske solo, at Olsen for alvor finder sin metier.
I rampelyset krydrer han garvet og overlegent sine shows med anekdoter, tossede vinkler og ren stand-up i et enestående mix af ekvilibrisme og anarki. Således uden en forberedt spilleliste eller andet af dét, Allan Olsen betragter som snyd på en scene. Olsens udgangspunkt er altid, at den optrædende og publikum sammen skaber koncertens øjeblik. Dét øjeblik man husker, når man går hvert til sit.
Fra den 16. oktober lister solisten Olsen og den bedagede dieselhakker ud af garagen og parkerer den i nærheden af dig. Vi ses Ballerup!
Glæd dig - det gør Allan!
- - -
Løssalg: 335,- (+ ordregebyr)
Foyer og café åbner kl. 18:00
Salen åbner kl. 19:00
Siddepladser på stolerækker
Varighed: 90 minutter uden pause
Baltoppen LIVEs café tilbyder fra kl. 18:00 (forudbestilles): Steak af oksefilet med salat, råstegte kartofler og whiskysauce. 195,-
Also check out other Concerts in Herlev, Music events in Herlev, Entertainment events in Herlev.