Gør dig klar til en musikalsk inspirationsrejse, når vi fortsætter Vinylkupéens eventserie Grooves & Gæster, hvor vi har sat en pladespiller og to lænestole op på scenen til en oplevelse som er dels talk show, dels vinyllytteri og dels live performance.
I denne intime setting inviterer vi hver gang en spændende gæst til at tage en stak plader fra samlingen med, så vi kan lytte sammen – og Tirsdagsklubbens Christian Villum vil live-interviewe gæsten om hvorfor og hvordan netop disse skiver har formet vedkommendes musikalske liv. Forvent vinylnørderi, røverhistorier og andre svinkeærinder.
Denne gang er gæsten Oskar Krusell, kendt som den ene halvdel af bandet Kogekunst og som solist med det anmelderroste album OSKAR. Med en musikalsk rejse, der spænder fra inderlig folkemusik og obskur rock til polyrytmiske eksperimenter, er Oskar en af de mest særegne stemmer fra udkanten af den danske musikscene. Hans sange kredser om de store og svære emner i livet – fra psykisk sårbarhed og skam til kærlighed, glæde og de øjeblikke, der gør det hele dét værd. Foruden at tage en stak fantastiske vinyler med vil Oskar også fremføre enkelte sange fra eget katalog undervejs.
Kom til en aften med dybt vinylnørderi, rørende historier, uventede pladevalg og masser af musikinspiration, du kan tage med hjem i lommen.
Kupéens cafébar og vinylshop vil være åben, der er kaffe på kanden og specialøl fra Bad Seed på køl – og du kan møde en masse musikelskende ligesindede fra Skørping og omegns vinyl-community.
Fri entré.