Kæreste søstre og brødre ♥️
Vi vælger at gentage succes’en med den fantastiske kombination af både Ceremoniel Cacao og Shamanic Breathwork i en sammenhængende dyb ceremoni torsdag den 17. Juli 2025 kl. 11-17.
Vi starter med ceremoniel Cacao og en blid hengivelse til og dybere forankring ind i energien med musik og guidance først, hvorefter vi bevæger os dybere ind i energien med en powerfuld Breathwork Ceremoni, denne gang en enkelt ceremoni hvor alle rejser samtidig og vi går rundt under ceremonien og støtter op om de rejsende og de processer, der er i gang.
Det bliver igen i den smukke store sal hos den Gyldne Cirkel, som ligger smukt og naturskønt i Frederiksværk.
Mars er denne dage få grader fra et møde den sydlige måneknude i Jomfruen, og energien emmer tykt af karmiske slip, egodød og dyb udrensning af mange generationers fordrejning af, hvad guddommelig maskulin energi i virkeligheden er! ❤️🔥
En Shamanic Breathwork Ceremoni er en powerfuld transformerende indre rejse, som inspirerer den rejsende til at vække sin indre shaman og healer. Når gamle sår og dysfunktionelle mønstre slippes og transformeres, begynder vi at genforbinde os til fragmenter af vores egen sjæl, som vi pga. af traumer tidligere har været afskåret fra. Dermed kan vi begynde at generindre hvem og hvad vi i virkeligheden er inderst inde. Når vi bliver styrket i vores egen indre forbindelse til os selv resulterer det i en følelse af at blive hel og healet, både i vores eget indre liv, men ligeledes i vores relationer og vores færden i verden.
Processen er en stærk sanselig oplevelse og den visdom og healing den enkelte erfarer kommer fra deres egen indre oplevelse under ceremonien. Shamanic Breathwork ærer og forbinder den tidsløse visdom fra vores forfædres traditioner med det spirende nye paradigmes metoder til healing og læring. Shamanic Breathwork fungerer som en regnbue bro mellem disse to verdner og skaber en alkymistisk bro for krop, sind, hjerte, sjæl og ånd.
Selve ceremonien begynder med at der skabes et trygt, beskyttet og kærligt rum igennem forskellige ritualer med røgelse, intentioner, sang og tromme. De rejsende ligger på hvert deres behagelige leje med øjenmaske, og fokuserer på at slippe enhver kontrol og hengive sig til deres egen indre shaman. De kan påkalde personlige guider, kraftdyr, forfædre, engle eller hvem der nu føles tryg og hellig for dem. Når trommen begynder at lyde, guides de rejsende til at forbinde sig med den cirkulære vejrtrækning og musikken, som er designet og sammensat til at føre underbevidstheden på en rejse med vibrationerne op gennem chakraerne. Den cirkulære vejrtrækning udløser kroppens egen produktion af DMT i lungerne, og skaber en naturlig tilstand af øget bevidsthed og en drømmeagtig sanselig tilstand. Vi kan på den måde bevæge os igennem ego’ets forsvarssystemer og rejsen folder sig herfra ud på magisk vis.
Hver eneste rejse med Shamanic Breathwork er helt unik og ikke to rejser folder sig ud på samme måde. Heller ikke for personer der har rejst et utal af gange. Man kan opleve en bred vifte af forskellige tilstande lige fra en guddommelig bliss, galaktiske rejser til andre virkeligheder, intense møder med egne traumer og skyggesider, til meget fysiske oplevelser i kroppen gennem egen modstand, der skal frisættes og omskrives i psyken. Genfødsler er normalt forekommende og en enorm transformerende måde at omskrive tidligere traumer og begrænsninger. Gamle dysfunktionelle mønstre kan blive aktiveret og resultere i at f.eks. misbrug og afhængigheder falder bort, når følelser som sorg, frygt, raseri og nervøsitet bliver frisat.
Shamanic Breathwork er udviklet af Linda Starwolf som har skabt Venus Rising Association for Transformation igennem de sidste 40 år. Hendes erfaring og dybe visdom udspringer af breathworkens første indtog tilbage i 60’erne, hvor hun passioneret har viet sit liv og sin vej til at vække tusindevis af menneskers egen indre evne til at heale og transformere livet i sin reneste ærlige form. Som hun siger er livet både smukt og kaotisk. Lys og mørke er en og samme ting. Shamanic Breathwork lærer os at gå på kanten mellem polerne og skabe balance og helhed.
Efter ceremonien arbejdes der med at tegne og farvelægge de indre oplevelser på papir for at forankre og integrere oplevelsen i krop og sind. Efter ceremonien samles de rejsende i en cirkel, hvor der er plads til personlige delinger og feedback på oplevelsen.
Ånden fra Venust Rising er blevet bragt til Danmark af os Freyiia og Marialillie, som passioneret har gået vejen selv til at vække vores indre shaman og healer, og nu er i service for at facilitere dette ceremonielle rum med Shamanic Breathwork i dybeste integritet med den energetiske visdom der føres videre.
Vi har arbejdet tæt sammen gennem flere år og afholdt mange dybe ceremonier og retreats med både plantemediciner og breathwork. Vi har begge taget vejen igennem spiralen fra et endnu dybere sted og kan nu begge kalde os Shamanic Breathwork Master Practitioners. Vi er trænet i at holde et stærkt rum, hvor alt kan få lov at blive følt, foldet ud og transformeret. Under ceremonierne går vi rundt hos deltagerne og udfører intuitivt krops- og healingsarbejde, som hjælper til dyb forløsning i både krop og sind. Vi brænder begge for dybt transformerende udviklingsarbejde og har en lang række uddannelser og personlig erfaring bag os.
Praktisk:
Du skal medbringe:
♥️ vandflaske
♥️ kop til cacao
♥️ Der er yogamåtter og madrasser til rådighed på stedet, men hvis du ønsker dit eget, er du velkommen til at medbringe, fx vattæppe, skind og et eller flere tæpper og måske en lille hovedpude.
♥️ øjenmaske/sovemaske/blindfold
♥️ evt. notesbog og pen
♥️ ørepropper hvis du er lydfølsom
❤️En let madpakke til pausen
Energiudveksling 700 kr inkl. moms
Der er et begrænset antal pladser (Max 24 i cirklen) Køb plads til ceremonien via linket her:
https://ezme.io/c/KZ/0dR7
Vi er på
Den Gyldne Cirkel
Sonnerupvej 25
3300 Frederiksværk
(Den bagerste bygning ned mod markerne)
I dybeste kærlighed og service ♥️
Freyiia og Marialillie