Kom med til Fyraftensmøde med Konservatives retsordfører og daværende socialminister, fynskvalgte Mai Mercado, om en af danmarkshistoriens mest omfattende svindelsager.
Få et indblik bag kulissen fra en af dem, der fulgte sagen på allernærmeste hånd, da Britta Nielsen for 5 år siden blev kendt skyldig i svindel for 117 millioner kroner. Gennem 25 år havde den tidligere medarbejder i Socialstyrelsen systematisk svindlet den danske stat op mod 300 gange for eksorbitante beløb.
"Mere end 100 millioner var blevet stjålet fra den danske statskasse. Penge, der skulle være gået til samfundets udsatte, som Mai Mercado som daværende børne- og socialminister var ansvarlig for. Men hun måtte ikke fortælle dem eller nogen andre noget. Hun måtte ikke sige noget, før bagmandspolitiet sagde go. Og da hun endelig sagde noget, var alt tjekket igennem og godkendt af bagmandspolitiet.
I mere end to uger måtte hun falskt smile og nikke vel vidende, at den svindelmistænkte Britta Nielsen var på fri fod og forsvundet" fortalte Konservatives nuværende retsordfører Mai Mercado, i efteråret 2019 i et stort interview med TV 2, da sagen endelig kom til offentlighedens kendskab.
Mai Mercado var på tur til Grønland med Folketingets socialudvalg, da hun modtog det første hemmelige opkald om sagen fra sin departementschef. Og der var flere af den type opkald i vente. Først fik hun at vide, at Britta Nielsen var sluppet afsted med fem millioner. Et stort beløb, der vakte forargelse. Dernæst lød beløbet på 40 millioner. Og til slut over 100 millioner.
»Jeg var personligt vred over, at nogen kunne finde på at tage så mange penge fra dem, som lever på samfundets bund. Det er det mest usympatiske og afstumpede, jeg nogensinde har oplevet som politiker,« udtalte Mai Mercado dengang til TV 2.
Kom og få førstehåndsberetningen om den spektakulære svindelsag, når Mai Mercado giver os et indblik i tiden, da den omfattende svindel omsider blev afsløret.
Mandag den 31. marts kl. 16.30
Lillebæltsalen på Kulturøen
5500 Middelfart
Alle er velkomne.
Foreningen er vært ved et glas øl/vin/vand.
Arr. Det Konservative Folkepartis vælgerforening i Middelfart v. formand Marianne Carlsson