Der er lagt op til en hyggelig eftermiddag med god musik og sjove historier når den award-vindende folkemusik-duo Andreas Tophøj og Rune Barslund spiller koncert i Ebeltoft Kirkes Sognegård, lørdag d. 10. maj kl. 15.00.
Om duoen:
Andreas Tophøj og Rune Barslund er to af de stærkeste navne i dansk folkemusik. De to etniske jyder optræder med violin, accordeon, bratsch og vokal. I flere år har de lagt publikum ned for deres fødder på spillesteder og festivaler i hele Skandinavien, Storbritannien, Irland, og Tyskland. Bl.a. har store internationale festivaler som Tønder Festival, Celtic Connections (SCO) og Kaustinen Festival (FIN) nydt godt af duoens musik.
Andreas og Rune trækker på musiktraditioner fra Danmark og andre nordatlantiske kyster. Gennem lange rejser og ophold i Irland, Amerika og Finland har frugtbare møder med keltiske og nordiske musikere og musikkulturer fundet sted. Resultatet er en musik der spejler det nordiske vejr, med strid blæst, piskende regn og himmelblå opklaring. I dette karske rum finder musikken varmen, hvirvler, gløder og bliver ekstatisk og undertiden inderlig. Sådan er også deres originale repertoire, når de to musikalske historiefortællere inviterer på rejse i et flot og medrivende sammenspil. Særligt ved duoens live-optrædener stråler disse to herrer, når de underholder med beretninger om livet og skaber musik, der bliver i publikums erindring længe efter at den sidste tone klinger ud.
Andreas og Rune udgav i 2014 EP'en ”The Danish Immigrant”, og i 2020 udkom albummet ”Trails & Traces”, hvor også den legendariske finske pianist Timo Alakotila medvirker på to skæringer. Albummet modtog to nomineringer ved Danish Music Awards Roots 2020 i kategorierne ”Årets Album” og ”Årets Track”. Duoen modtog prisen for ”Årets Track” i 2012 ved Danish Music Awards Folk og i 2015 og 2017 modtog Andreas nomineringer som “Årets Kunstner”. Rune blev desuden kåret som Årets Danske Harmonikaspiller i 2024.
Hør smagsprøver på duoens kunnen under "Debat" her på siden eller find dem på www.andreasrune.dk
Also check out other Festivals in Ebeltoft, Music events in Ebeltoft, Entertainment events in Ebeltoft.