Forlaget Gladiator og Christianshavns Beboerhus inviterer til Gladiators Stemmer, en oplæsningsaften med temaet lyster og ulyster.
Pia Busk, Nikolaj Tange Lange og Sara Roepstorff læser op fra deres nyeste bøger, der på hver sin måde kredser om lysten og ulysten; dens sprog og sprækker.
Fra Busks humoristiske og erotiske digtsamling ”TESTAMENTE” om livets sansninger, venskaberne, elskerne, smøgerne, vinglassene og latinerlivet omkring Nansensgade i København, til Roepstorffs roman ”Atthis”, en fortælling om stor passion, ild, flammer, og om en forelskelse ud i fortabelsen. Til Tange Langes roman ”ALLE IDIOTER DUMMER SIG”, der udforsker aids gennem tre generationer, grænser, traumer der går i arv og et af livets helt store spørgsmål: at kneppe eller ikke at kneppe.
Det er fortællinger om at ville og ikke ville. Om at give sig hen, holde sig tilbage og om at eksistere i yderkanterne.
Så hiv fat i en ven eller to og kom til oplæsning d. 26. august kl. 19-21 i Christianshavn Beboerhus. Arrangementet er gratis, og der vil være mulighed for at købe bøgerne med 30% rabat.
OM FORFATTERNE OG BØGERNE:
Pia Busk (f. 1965) debuterede på Gladiator i 2015 med “Grotten”. To år senere udkom “Corinna og jeg”, i 2019 “Cougar”, og i marts 2025 udkom hendes fjerde digtsamling “TESTAMENTE”.
Med undertitlen, ”Du planlægger vel ikke at dø, Pia?” deler digteren, som ejer hverken gods eller guld, ud af det lidt hun dog råder over samt de sansninger, som livet har budt hende i mødet med andre. Og når alt er slut, så er det det. Pia Busk testamenterer bl.a. daggryet til Amalie, de falske lange negle til Helle Thorning-Schmidt, stilheden til manden, der tog hendes mødom, vibratoren til veninden Lise, og digterens klitoris går til Leonardo DiCaprio. Den seksuelle drift og mødet mellem kroppe er, som i Pia Busks tidligere digte, en raison d’etre, hvor det gælder om at tage for sig på begærets store tag-selv-bord.
"Pia Busk kan om nogen skrive om begær, sex og lyst” (Cougar)
- ★★★★★ - Alt for damerne
Nikolaj Tange Lange (f. 1980) debuterede i 2018 med romanen, “Livet er en fest og så dør man”, og derefter gik det stærkt med “Antityskland” i 2019, “Tættere på jorden” i 2020 og “Romeo & Seahorse” i 2022. I juni udkom hans femte roman, “Alle idioter dummer sig”.
Hvad er AIDS forkortelse for? Alle Idioter Dummer Sig. Sådan hed det i skolegårdene i firserne. Budskabet var enkelt dengang: brug kondom eller dø—især hvis du er homo. Men hvad er der sket siden? Efter døden forlod festen, og vi begyndte at skrive hiv og aids med småt? Scenen er København. En nyudklækket student cruiser over Fælleden med en frisk tatovering på halsen. En escortfyr flygter fra SAS-hotellet med 500 euro og et stjålent gram coke. To Vesterbro-drenge står i hjemmelavede crop-tops og prøver at komme ind på Den Anden Side. Én hovedstad, tre årtier, tre veje der krydses.
"Men hvis noget absolut skal være enslydende, er det nemt at sluge, når det lyder så sprudlende originalt, som det gør hos Nikolaj Tange Lange. Selv tegnsætningen er manisk og drillesyg. Og så er der den grafiske opsætning! Aldrig har jeg da set en sprogtone være så understøttet af bogens fysiske udtryk." (ALLE IDIOTER DUMMER SIG)
- Amalie Langballe, Weekendavisen
Sara Roepstorff (f. 1984) debuterede i 2015 med romanen, “Min far er en tiger”, der blev nomineret til Bogforums debutantpris. Til august udkommer hendes anden roman, “Atthis”.
"Atthis" er først og fremmest en fortælling om stor passion, og om en forelskelse… ud i fortabelsen. Romanen følger den otteogtredive-årige, Sophia, gennem et halvt år, hvor hun involverer sig i en ikke-romantisk trekants-relation med parret, Atthis og Oliver, som en undersøgelse af sin egen seksualitet, hvem hun er? Et spørgsmål som til sidst i romanen erstattes med spørgsmålet, hvad er frihed uden Eros?
“man er fuldkommen med i Sara Roepstorffs meget præcist og overbevisende arrangerede fortælling, hvor to års oplevelser doseres, så man aldrig når at betvivle relevans eller ægthed.” (Min far er en tiger)
- ♥♥♥♥ Lise Garsdal, Politiken
Vi ses!
Kh Forlaget Gladiator<3
Also check out other Festivals in Copenhagen .