Bliv klogere på psykosens mange facetter – og hvorfor den både er fascinerende og farlig – når professor Merete Nordentoft og forfatter Peter Øvig gæster Københavns Universitetsbibliotek i Fiolstræde
Om begivenheden:
Kan man tale et menneske med psykose til fornuft? Er de psykotiske farlige? Og kan vi alle blive så syge, at vi bliver farlige?
Psykosen er en skræmmende, men også fascinerende tilstand. I samtale med forfatteren Peter Øvig, der har beskrevet sine egne erfaringer med psykose i flere bøger, vil professor Merete Nordentoft forsøge at besvare spørgsmålet om, hvad der sker i hovedet på et menneske, der er ramt af psykose. Drab begået af mennesker med psykose får ofte stor opmærksomhed i medierne, og sagerne fylder i diskussioner både på Christiansborg og omkring frokostborde.
Som forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab har Nordentoft peget på, at drabene også skyldes for ringe behandling i psykiatrien. Men hvad skal der til, før den psykotiske bliver farlig, og er det en risiko for os alle?
Professor og overlæge Merete Nordentoft er landets førende ekspert i psykoser. Hun er leder af den psykiatriske forskningsgruppe CORE og er internationalt anerkendt for at have startet de såkaldte OPUS-projekter, som har forbedret behandlingen af unge med psykoser.
Merete Nordentoft spiller også en hovedrolle i Peter Øvigs nye bog om pot, så mon ikke de vil diskutere, hvordan cannabis kan føre til hashpsykoser, og om rygerne kan undgå faren. Og vi skal også høre, om psykiateren selv har oplevet at være psykotisk …
På scenen
Merete Nordentoft er overlæge ved Psykiatrisk Center København og professor i psykiatri ved Københavns Universitet. En af initiativtagerne til iPSYCH – en tværfaglig forskergruppe, som siden 2012 har modtaget mere end 240 mio. kr. fra Lundbeck Fonden til forskning i årsagerne til psykisk sygdom. Siden starten har gruppen publiceret over 200 videnskabelige artikler.
Hun er i samtale med journalist og dokumentarist Peter Øvig, hvis prisvindende forfatterskab beskriver den nyere danmarkshistorie gennem dokumentariske bøger om bl.a. modstandsfolk, Blekingegadebanden, hippie- og BZ-bevægelsen og senere mere personlige værker om hans eget møde med psykiatrien: ’Min mor var besat’ (Gyldendal 2019) og ’Jeg er hvad jeg husker’ (Gyldendal 2021). ’Øvigs lille bog om pot’ udkommer i september.
Program for 30. oktober 2025
Kl. 17.00 Dørene åbner, og KU er vært ved et glas vin eller vand, som er inkl. i billetprisen.
Kl. 17.30 Samtale (ca. 45 min.) efterfulgt af spørgsmål fra publikum (uden pause).
Kl. 19.00 Universitetsbiblioteket lukker.
Hvor: Københavns Universitetsbibliotek Fiolstræde nr. 1, 1171 København K.
Find din billet her:
https://billetto.dk/e/ind-i-sindssygen-vi-kan-alle-blive-psykotiske-billetter-1601600
Verden forsøgt forklaret er en samtalerække om det, der former vores fælles verden. Ugens gæst bidrager med forskningsbaserede perspektiver på temaer fra den offentlige samtale – det, vi taler om, stemmer om, strides om og samles om. Bliv klogere sammen med nogle af landets førende forskere, når de fra intimscenen i det historiske Københavns Universitetsbibliotek i Fiolstræde giver deres bud på, hvad der er op og ned i aktuelle diskussioner om emner, der betyder noget.
#Verdenforsøgtforklaret er støttet af Novo Nordisk Fonden.
Bemærk!
Vi optager billeder og lyd fra samtalen denne aften til brug i video og podcast, som udgives den følgende uge. Når du deltager, skal du derfor være forberedt på og indforstået med, at
du kan indgå i lyd og billeder. Bibliotekets arkitektur og det forhold, at vi optager undervejs, gør, at udsynet fra de opstillede stole vil være af forskellig kvalitet. Der vil fra nogle vinkler være lys fra opsatte lamper.