Hjerteknuseren (The Heartbreak Kid) m. intro om jødisk humor
Onsdag den 4. juni kl. 20.30
Samtale mellem kulturformidler og forfatter Dennis Jacob Rosenfeld og tidsskriftet Skuelyst om amerikansk/jødisk humor og komik den 4. juni. Samtalen foregår på dansk og varer ca. 45 min. samlet (både før og efter filmen).
Billetbestilling på tlf. 33 74 34 12 eller
https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/events/event/hjerteknuseren-heartbreak-kid-m-intro-om-jodisk-humor.
------------------------------------
HJERTEKNUSEREN
------------------------------------
Instruktør: Elaine May
Mays eneste kommercielle succes er en rejse rundt i parforholdets dysfunktionelle landskab og et godt bud på alletiders feministiske komedie. Lenny og Lila holder deres jødiske bryllup i New York, men allerede inden de når bryllupsrejsen til Miami, er Lenny færdig med lyden af Lilas stemme, hendes spisevaner og vejrtrækning. På stranden løber Lenny ind i sit eget billede på det perfekte WASP-USA i form af Kelly fra Minnesota, og er straks villig til at kaste alle fem dages ægteskab i Atlanterhavet.
I ’The Heartbreak Kid’ forener Elaine May den improvisationskomik, hun udviklede på scenen med Mike Nichols, med arketyper fra jødisk komik. Gennem Mays blik for komiske scenarier og Neil Simons knivskarpe manuskript eskalerer små hverdagskriser udi det absurde og absurd morsomme. Filmen kan også ses som en udvikling af Nichols’ ’Fagre voksne verden’, med den forskel, at den rodløse moderne mand hos May ikke fremtoner som ungdomsoprørets modvillige helt, men som en ultimativt tragikomisk figur.
USA 1972
35mm
106 min.
Svenske undertekster. Tilladt for børn over 15 år
Med Charles Grodin, Cybill Shepherd, Jeannie Berlin, Audra Lindley, Eddie Albert
------------------------------------
ELAINE MAY
------------------------------------
NEW HOLLYWOODS OVERSETE GENI
De senere års cinefile genopdagelseskultur har dog skabt en nyfunden værdsættelse af Mays karriere som instruktør, cementeret med sidste års store biografi ’Miss May Does Not Exist: The Life and Work of Elaine May, Hollywood’s Hidden Genius’. I dag er der blandt filmhistorikere og fans bred enighed om, at May er et komisk geni – samt at hun er kriminelt overset. Årsagerne er mange, men det er svært at overse sexisme som én af de mest centrale: Som mange kvinder i Hollywood før og siden, fik May en stedmoderlig behandling af samtidens studiesystem og eftertidens historieskrivning.
“Hvis alle, der hader ‘Ishtar’, havde set den, ville jeg være en rig kvinde i dag“, har Elaine May selv sagt om sin farce fra 1987. Filmen skulle have været hendes store comeback med Warren Beatty og Dustin Hoffman i hovedrollerne, men i stedet har floppet i dag kultstatus som en misforstået stopklods for instruktørens i forvejen tumultariske karriere.
Kun fire film blev det til. Udover ’Ishtar’ er der den morbide overklassesatire ’A New Leaf’ (1971), den uromantiske komedie ’The Heartbreak Kid’ (1972) og gangsterfilmen ’Mikey & Nicky’ (1976). Hver film var en kamp. May var tæt på fyring under alle produktioner, og hun fik et karrieredræbende ry for at være ”besværlig”. Ikke desto mindre er det en lille håndfuld idiosynkratiske og nyskabende sorte komedier, der både afspejler den iderigdom og oprørstrang, der prægede 1970’ernes New Hollywood, men også viser samme miljøs snæversynethed, dobbeltmoral og machismo.
De fire film er fortsat svært tilgængelige, og denne filmserie er derfor en unik mulighed for at opleve Elaine Mays skjulte, oversete og glemte geni på det store lærred i Danmark. Med fire arrangementer i forbindelse med filmvisningerne indføres vi i Mays filmiske og komiske varemærker, i hendes forbindelser til New Hollywood, i hendes kampe med studiesystemet som kvindelig instruktør og i hendes forhold til den særlige amerikansk/jødiske komedietradition.
Serien er kurateret i tæt samarbejde med filmtidsskriftet Skuelyst, der i forbindelse med serien udgiver et online-dossier med nye, dansksprogede tekster om Elaine Mays film.
Niels Bonde Jensen og Nick Bruhn-Petersen, filmjournalister / Skuelyst
Christian Hansen, programredaktør / Cinemateket
------------------------------------
FILMVISNINGER I SERIEN
------------------------------------
Søndag den 11. maj
19.00: I lyst og død (A New Leaf) m. intro til Elaine Mays filmværk
Lørdag den 17. maj
19.45: Mikey og Nicky – jaget af fortiden m. intro
Tirsdag den 20. maj
21.45: I lyst og død (Elaine May, 1971)
Torsdag den 29. maj
16.30: Mikey og Nicky – jaget af fortiden (Elaine May, 1976)
Onsdag den 4. juni
20.30: Hjerteknuseren (The Heartbreak Kid) m. intro om jødisk humor
Tirsdag den 10. juni
17.00: Ishtar m. intro
Lørdag den 14. juni
19.00: Hjerteknuseren (Elaine May, 1972)
Onsdag den 25. juni
16.45: Ishtar (Elaine May, 1987)
------------------------------------
PRAKTISK INFORMATION
------------------------------------
Hjerteknuseren (The Heartbreak Kid) m. intro om jødisk humor
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Tid: Onsdag den 4. juni kl. 20.30
Billetpris: 110 kr., dog 75 kr. for Cinematekets medlemmer
Billetbestilling på tlf. 33 74 34 12 eller
https://www.dfi.dk/cinemateket/biograf/events/event/hjerteknuseren-heartbreak-kid-m-intro-om-jodisk-humor.
Læs mere om Cinemateket og medlemsfordele på:
https://www.dfi.dk/cinemateket/medlemmer
You may also like the following events from Cinemateket:
Also check out other
Entertainment events in Copenhagen .