Dramatisk Salon er et oplæsningsarrangement af Dramatikkens Hus, som er dedikeret til ny dansk dramatik. Hver salon inviterer to dramatikere til at læse op af deres egne tekster – det kan være tidligere værker eller helt nye tekster, der aldrig før har mødt et publikum. Efter oplæsningerne følger en modereret samtale, hvor dramatikerne deler indblik i deres virke, deres inspirationskilder og deres tekster. Publikum inviteres til at deltage aktivt i samtalen og stille spørgsmål, hvilket skaber en levende dialog mellem scene og sal.
Hver Dramatisk Salon er afslappet og intim, med pauser mellem oplæsningerne, der giver plads til refleksion og samtale. Her lærer publikum ikke kun dramatikerne at kende, men også de historier, der er med til at forme scenekunsten i dag.
Temaet for Dramatisk Salon #15 er: At skrive om sårbarhed og nære relationer, og er med dramatikerne Johannes Lilleøre og Johanne Fall.
OM JOHANNES LILLEØRE
Dramatiker, forfatter og skuespiller. Uddannet fra Forfatterskolen 2016 og Skuespillerskolen ved Århus Teater 2001. I 2023 modtog han en Reumert som årets dramatiker for stykket Kannibalen.
📸: Sara Galbiati
OM JOHANNE FALL
Forfatter og dramatiker. Hun er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2024. Som dramatiker er hun optaget af køn, krop og samfund, og hendes tekster ligger ofte genremæssigt i et krydsfelt mellem gotik og pop. Johanne har siden romandebuten 'Der er altid nogen at befri' i 2017, udgivet flere romaner, der alle interesserer sig for, hvordan det er at have en krop i et undertrykkende samfund eller miljø.
📸: Martin Dam
OM DRAMATIKKENS HUS
Dramatikkens Hus i Danmark er en forening, som arbejder for at fremme den danske dramatiker og den nye danske dramatik.
De har eksisteret siden 2019, og har afholdt 11 saloner med 22 dramatikere i løbet af de sidste tre år. Derudover har de skabt Dramatikkens Festival i samarbejde med Vendsyssel Teater, og lancerede deres første udviklingsforløb Fri Replik i 2023.
Dramatikkens Hus består af Abelone Koppel og Johanne Petrine Reynberg.
Also check out other Festivals in Copenhagen , Performances in Copenhagen , Arts events in Copenhagen .