Planter der skifter køn, homoseksuelle fugle og natsværmere, der kun lever én uge for sex og kærlighed. I anledning af Copenhagen Pride inviterer Botanisk Have på en særlig rundvisning, hvor vi hylder mangfoldighed, kærlighed og naturens queerness💚
Gennem århundreder har fortællinger om kærlighed og forelskelse ofte kredset om den heteroseksuelle relation – en tendens, der har præget både kulturen og videnskaben. Således beskrev både evolutionsteoretikeren Charles Darwin og den svenske botaniker Carl von Linné planter og dyr ud fra datidens videnskabelige forståelse af køn og formering, der var påvirket af samtidens kønsnormer.
På denne rundvisning udfordrer vi de traditionelle forestillinger om køn og seksualitet og dykker ned i naturens nuancerede og fantasifulde livsformer og bevægemønstre. Kom med på opdagelse i planternes og dyrenes mangeartede kærlighedsliv, for når vi ser nærmere efter, opdager vi, at naturen ikke lader sig begrænse af menneskeskabte normer – den er tværtimod fyldt med mangfoldighed. Undervejs møder vi blandt andet planter, der skifter køn, homoseksuelle fugle og natsværmere, der kun lever én uge for at formere sig.
🎟️ BILLET
Køb billet via vores hjemmeside:
https://snm.dk/da/arrangement/copenhagen-pride-saerrundvisning-i-botanisk-have
📍 PRAKTISK
Varighed: 1½ time.
Gæster: Der kan være op til 25 deltagere på en rundvisning. Rundvisningen henvender sig til voksne.
Mødested: Indgang via hovedindgangen til Botanisk Have nær Nørreport Station (Gothersgade 126). Vi mødes foran Botanisk Haves butik. Billetten fremvises ved fremmøde, og rundvisningen starter til tiden.
Tilgængelighed: Kørestolsbrugere kan desværre ikke deltage i rundvisningerne i Botanisk Have, da ruten går ad trapper i det fredede Palmehus og/eller på stenhøjene i haven.
🌳 FLERE OPLEVELSER
Se flere oplevelser og rundvisninger:
https://snm.dk/da/rundvisninger-i-botanisk-have
🌿 OM BOTANISK HAVE – ET LEVENDE MUSEUM
Botanisk Have er et grønt åndehul i hjertet af København, som inviterer til fordybelse i naturens verden. Haven blev anlagt i 1874 efter en haveplan fra Landskabsgartner H.A. Flindt og siden renoveret i 2012 af Landskabsarkitekt Jens Hendeliowitz, der bl.a. er kendt for istandsættelserne af slotshaverne ved Fredensborg og Frederiksborg samt Kongens Have i København.
Den gamle have er en del af Statens Naturhistoriske Museum og adskiller sig markant fra andre parker i storbyen ved at være et levende museum med forskning, formidling, undervisning og naturbevarelse som hovedopgaver.
You may also like the following events from Botanisk Have, København: