“One of the most important films we've seen here [Cannes] so far... A picturesque story in the style of Guiraudie, nourished by the dense exchanges of Rohmer.”
– Cahiers du cinéma.
Den 8. september kl. 19.00 præsenterer Tusind sole og Grand Teatret hittet ’Drifting Laurent' fra dette års Cannes filmfestival.
Billetpris: 50 kr.
-------------
OM FILMEN
-------------
Laurent. 29 år. En smuk drifter, der følger vindens retning. Ud af det blå kommer han dumpende ned på et skisportssted i de franske alper uden for sæson. Vi får at vide, at han leder efter meningen med livet, men Drifting Laurent er ikke en psykologisk rejse. Vi lærer først og fremmest Laurent at kende som et ydre; som en ensom fremmed, der inviterer sig selv ind hos mennesker; en arbejdsløs skikkelse, hvis eneste arbejde er at klamre sig til andre. Heriblandt: en fotograf, der tager billeder af landeveje, en landmand, der leder efter sin ged, en urtelæge, der bor alene med sin søn.
Som karakter indskriver Laurent sig i en rig filmhistorisk tradition af inciterende skikkelser, der aldrig afslører deres sande jeg. Dem, som forbliver en skitse, en idé, en skygge, noget flygtigt og fremmed, som man ikke desto mindre lukker ind og lader sig betage af. Fremmede fugle og karismatiske gratister som Falskspilleren i Erich von Stroheims ’Foolish Wives’ (1922), Den besøgende i Pier Paolo Pasolinis ’Teorema’ (1968), Den hjemvendte i Alain Guiraudies ’Misericordia’ (2024) og nu Laurent, Den vandrende.
Men Laurent er ikke et onde. Han hjælper dem, han møder på sin vej. Alle får deres øjeblik, og det er Laurent, der får dem til at skinne. Han er en outsider, men hvem er ikke det, når det kommer til et goldt bjergområde, hvor alt er kodificeret i henhold til årstider og turisternes ankomst? Et landskab og et folk i stille sjælevandring. Alle klarer sig, men også kun lige netop, og sammen udgør de et løst sammenhængende fællesskab.
Instruktørerne Anton Balekdjian, Léo Couture og Mattéo Eustachon mødte hinanden på filmskolen Cinéfabrique i Lyon. De debuterede i 2022 med ‘Dying in Ibiza (A Film in Three Summers)’. ‘Drifting Laurent’ er trioens anden film, og den havde verdenspremiere i Cannes ACID i 2025. Det er en film, der giver plads til øjeblikke af tøven, forvirring og usikkerhed. Tid til at vandre, til at mærke steder og mennesker, til lade venskabelige og seksuelle forhold slå rod. I hvert fald lige indtil vinteren kommer, og med den, turisterne…
------------------------------------
OM TUSIND SOLE
------------------------------------
Tusind sole er en filmvisningsrække i København. Hver måned præsenterer Tusind sole én international premierefilm og ét genopdaget historisk værk. Tusind sole er ikke knyttet til en fast biograf, men bevæger sig rundt for hver måned og viser film i forskellige biografer:
https://tusindsole.dk/
--------------
INFO
--------------
Drifting Laurent (2025)
Anton Balekdjian, Léo Couture og Mattéo Eustachon
DCP
Fransk tale, engelske undertekster
08.09.25. 19.00
Grand Teatret (Mikkel Bryggers Gade 8, 1460 København)
50 kr.
You may also like the following events from Tusind sole:
Also check out other
Entertainment events in Copenhagen .