Musik og Bevægelse - en workshop om rytmer og socialt samspil i dans
Foreningen Bevægelsen er glade for at invitere til denne workshop med psykomotorisk terapeut og medlem af Bevægelsens kernegruppe Mette Vibe Holtet Skov.
Hvorfor er det nydelsesfuldt at bevæge sig til musik? Hvad sker der, når vi bevæger os rytmisk sammen? Og hvordan kan du som facilitator bruge viden om dette?
Måske har du allerede erfaringer og bud på svar til disse spørgsmål - dem er du velkommen til at tage med, når vi sammen vil undersøge, hvordan rytme og musik påvirker det sociale samspil og vores oplevelse af nydelse.
Til denne workshop skal vi danse til en masse forskelligt musik både individuelt, i par og som gruppe. Der er ingen koreografier eller bestemte trin, men dansen bliver guidet i feltet mellem fri og rammesat i forskellige øvelser og med rum for at du kan tilpasse til dine impulser og aktuelle behov. Gennem opmærksomhed på særligt det rytmiske aspekt af musikken vil vi sanse, opleve og reflektere over dens betydning, når vi bevæger os.
Vi vil tage udgangspunkt i bl.a. i forskning fra AUs Center for Music in the Brain og termer som social bonding og groove (den nydelsesfylde impuls til at bevæge til musik).
Det kræver ingen særlig musikalsk forståelse eller rytmisk sans at deltage på workshoppen. Alle er velkomne, dog vil enkelte oplæg og reflektioner være særligt rettet mod dig, der selv er facilitator og bruger musik i din undervisning.
Underviser:
Mette Vibe er psykomotorisk terapeut, brodøse og underviser somatisk bevægelse i feltet mellem yoga og dans. Hun har desuden spillet musik det meste af livet.
Vibe guider sanselig, legende bevægelse med en invitation til kærligt og nysgerrigt at gå på opdagelse i dig selv og det fælles rum.
Pris: 300 kr
Pris, Medlem af Bevægelsen: 240 kr
Pris, Studerende*: 180 kr
Pris, Studerende* og medlem af Bevægelsen: 120 kr
* gælder også andre grupper med lav indkomst f.eks. pensionister eller ledige
Billetter:
https://xn--bevgelsen-i3a.unioo.info/events/451f0021-2108-4c29-b269-1c6c21690846
Foto: Amalie Botschinsky
Also check out other Workshops in Arhus, Health & Wellness events in Arhus.