Tag med på en tankevækkende vandring på Egholm, hvor landskabet gemmer på flere tusind års historie og et rigt, men ofte overset, natur- og dyreliv. Vandringen på Egholm er supplement til Nordjyske Museers udstillingscontainer Limfjordens Stemme, der i august er placeret i Vestre Fjordpark.
Det kan du opleve
Oplev istidens landskab og nutidens natur på en sanselig gåtur med plads til samtale
Vi dykker ned i biodiversitet, kulturhistorie og menneskets rolle i landskabet – fra fortid til fremtid
Praktisk info
Mødestedet er Egholmfærgen på Aalborgsiden. Husk at købe egen billet til færgen.
Vi sejler kl. 16.30, så ankom gerne lidt før. Vi tager færgen tilbage kl. 18.
Vi anbefaler praktisk fodtøj og tøj efter vejret.
Turen er gratis, men du skal booke din billet i forvejen.
Omtale
Egholm er i dag præget af landbrug og et moderne kulturlandskab, men øen rummer også vigtige naturområder med høj biodiversitet. Her finder vi strandenge, småskove, lavvandede kystzoner og gamle diger, som skaber levesteder for et væld af arter. Øen er hjemsted for engfugle, vadefugle, padder og insekter – og i fjorden omkring den lever både sæler og marsvin. Den varierede natur gør Egholm til et vigtigt åndehul for både dyr og mennesker.
Under overfladen gemmer sig desuden spor fra stenalderens skovjægere og dramatiske landskabsforandringer. For 7000 år siden lå øen helt under vand, og først omkring år 0 dukkede den op igen. Hvad betyder det for den natur, vi ser i dag? Og hvordan kan vi forstå fremtidens landskab i lyset af fortidens forandringer?
Turen tager udgangspunkt i temaerne fra containerudstillingen om vandstandsstigninger og landskabsudvikling, men samtalen formes i fællesskab.
Vandringen ledes af naturvejleder Mikkel Vestergaard Rødvig fra Aalborg Kommune og arkæolog Diana Windfeldt-Schmidt, Nordjyske Museer.