Velkommen indenfor i Sorgenfri Kirkes smukke kirkerum, hvor kammerkoret Richters Skala - traditionen tro - slår dørene op til årets julekoncert.
Koncertens store omdrejningspunkt i år er Francis Poulencs fire julemotetter (“Quatre Motets pour le temps de Noël”). Værket beretter om Jesu fødsel, og spænder vidt i udtrykket fra en åndeløs henførelse af det store mysterium, til en ivrige spørgen: “Hvem har I set, hyrder? Sig! Hvem var der? Sig os, hvem kom ned til jorden? Sig, hvem gjorde det?”. Værket slutter med en energisk “Halleluja! I dag er der født os en frelser!”.
Derudover synger vi to satser fra Jaakko Mäntyjärvis “Four Shakespeare Songs”, samt musik af blandt andre Joanna March, James McMillan og estiske Pärt Uusberg.
Entré 75,- kr (nedsat pris 50,- kr.). Børn under 12 år gratis.
Har du ikke råd til entréen, så skriv til
cmljaHRlcnNza2FsYSB8IGdtYWlsICEgY29t
Koncerten synges også 16. december i Emmauskirken på Frederiksberg
https://www.facebook.com/share/1FtARF7Ca2/?mibextid=wwXIfr
Om koret: Richters Skala er et ambitiøst kammerkor på 27 sangere, som blev grundlagt i 2021 af Laus Richter Larsen. Koret har specialiseret sig inden for det klassiske repertoire, med forkærlighed for den nordiske kormusik. Kendetegnende for koret er lysten til at musicere på et højt kunstnerisk niveau, samtidigt med at hver sanger har et bærende solistisk ansvar. Richters Skala er et aktivt kor, som synger koncerter i hele Danmark og samarbejder med andre musikere, bl.a. barokorkesteret Originalerne i forbindelse med opførelse af Vivaldis Gloria og Magnificat samt strygekvartetten AKELA.
Om dirigenten
Laus Richter Larsen (de/dem) er uddannet kordirigent, sanger og sangpædagog fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Kungliga Musikhögskolan i Stockholm. De er specialiseret i den nordiske musiktradition, samt moderne kormusik og vokalimprovisation. Til dagligt underviser de børn og voksne og drages af et stort ønske om at formidle klassisk musik for mennesker i mange aldre.
You may also like the following events from Kammerkoret Richters Skala :