Dobbeltforedrag ved Gunhild Moltesen Agger
Hvad er besættelsesfilm? Hvorfor er hver ny besættelsesfilm ledsaget af opmærksomhed og offentlig debat, når den tyske besættelse af Danmark 1940-1945 rykker længere og længere tilbage i historien? Hvilken rolle spiller besættelsesfilm for vores erindring om perioden?
Det første foredrag giver en oversigt over de væsentligste temaer, synsvinkler og undergenrer i
besættelsesfilmenes lange historie. Det andet foredrag går i dybden med tre udvalgte film – Der var en gang en krig (1966), De nøgne træer (1991) og De forbandede år 1 og 2 (2020 og 2022). Jeg viser klip fra filmene.
Besættelsesfilmenes lange historie
Den første fiktionsfilm om besættelsen – Den usynlige Hær – blev præsenteret for et informations- og underholdningshungrende publikum allerede i efteråret 1945. Ved juletid fulgte De røde Enge. Den indtil videre sidst producerede film er Når befrielsen kommer fra 2023. Imellem de første og de sidste findes et væld af film med forskellige
betoninger – fra besættelseskomedien Venus på Vestø (1962) til nybølgefilmen Der var en gang en krig (1966). Churchillgruppen fra Aalborg blev model for Drengene fra Sankt Petri (1991). Der er biografiske film som Flammen og Citronen (2008) og Hvidstengruppen (2012), og der er film om jødernes flugt til Sverige som Fuglene over sundet (2016). Kontroversielle temaer blev fra 1980’erne i stigende grad inddraget, fra Forræderne (1983) om de østfrontfrivilliges skæbne til Under sandet (2015), som sætter spørgsmålstegn ved tyske soldaters minerydning på Vestkysten i sommeren 1945. De forbandede år I og II fra 2020-22 anlægger et helhedsperspektiv på besættelsesperioden.
Jeg vil ud fra disse eksempler optegne hovedtræk i besættelsesfilmens udvikling fra slutningen af 1945 til i dag – og forsøge at besvare spørgsmålet om genrens popularitet.
Besættelsen set ud fra tre livsperspektiver – barndom, ungdom og familie
Der var engang en krig (Palle Kjærulff-Schmidt og Klaus Rifbjerg 1966) betegner en nyskabelse i besættelsesfilmenes historie gennem sit særlige perspektiv – barndommens. Filmen handler om hverdagen under besættelsen set ud fra en pubertetsdrengs synsvinkel. Fantasien tager over i drengens drømme – både som ønskeopfyldelse og som skrækvisioner.
Temaet i De nøgne træer (Morten Henriksen 1991) er den unge modstandsgeneration, belyst ud fra sammenhængen mellem erotisk tiltrækning og modstandskamp. De nøgne træer, der har forlæg i Tage Skou-Hansens roman fra 1957, sætter fokus på den blanding af ekstase og smerte, som præger modstanden. Den formidles intenst af Ole Lemmeke i rollen som den unge jurastuderende Holger Mikkelsen over for en ukonventionel kvindetype som Gerda, spillet af Lena Nilsson. Gennem tiden har der været flere forsøg på at samle de forskellige historier om og synsvinkler på besættelsen og skabe en syntese, gerne gennem nedslag i familier, der forbinder den lille og den store historie. At levere den samlede fortælling om besættelsen gennem en familiehistorie er ambitionen i De forbandede år I og II (Anders Refn 2020 og 2022).
GUNDHILD MOLTESEN AGGER, dr. phil. og professor emerita på Institut for Kultur og Læring, Aalborg Universitet. Hun har gennem en årrække forsket og undervist i medie- og filmhistorie, genreteori og analyse, film- og tv-æstetik samt national identitet i en globaliseret sammenhæng. Disputatsen Dansk tvdrama. Arvesølv og underholdning (2005) indeholder en kortlægning og analyse af tendenser og produktioner i dansk tv-dramas historie. Den blev fulgt op af Det grænseløse tv-drama i 2020. I hovedredaktionen for Medie- og Kommunikationsleksikon online fra 2003. Leder af forskningsprojekt om Skandinavisk krimi og krimijournalistik 2007-10.
I efteråret 2025 udkommer hendes bog om besættelsesfilmenes historie, Lange skygger – Besættelsen i film og serier, Gad /North Academic.
Foredraget er arrangeret i samarbejde med Folkeuniversitetet
TID: Torsdag den 26. februar 2026 kl 19:00
STED: Thy/Mors HF & VUC, Munkevej 9, 7700 Thisted
PRIS: 100 kr. for medlemmer af TFO. For andre 150 kr.
HOLD NR.: 588
You may also like the following events from TFO - Thisted Frie Oplysningsforbund:
Also check out other
Entertainment events in Thisted,
Performances in Thisted,
Arts events in Thisted.