Åbning af ny udstilling:
FARSHAD FARZANKIA: ALMOST FOREVER
15/11 2025 – 31/1 2026
Skitsehandlen
Torvet 3 Faaborg
Udstillingen viser nye værker på papir.
Udstillingen åbner 15. november kl. 12.00. Kunstneren deltager, vi byder på vin og sodavand, og Soze Kaffebar serverer espresso. Alle er velkomne!
Farzankia lader sine motiver tage form som fugle, fisk, kamæleoner og hybridvæsener – tegn i et ukendt, poetisk sprog, der minder om vilde hieroglyffer. Figurerne bliver både symboler og spejle: fuglene peger mod frihed, fiskene mod forvandling, og vinger og øjne åbner portaler mellem det synlige og det skjulte.
“Papiret er mit hurtigste sprog, hvor tankerne får vinger,” fortæller Farzankia. “Jeg kan tegne 20 fugle for at forstå en følelse. At tegne er at huske, at mærke, at eksistere – at finde styrke i håb, i kærlighed, i modstandskraft.”
Det er en stor glæde at få lov til at vise Farshad Farzankias værker på papir i en samlet udstilling i Skitsehandlen – udstillingssted og galleri for kunst på papir. Farzankia installerer også sit system af musikanlæg, højtalere og fjernsyn, som til daglig står i kunstnerens atelier i København. Gæster vil derfor kunne se og høre dele af den musik, film og kunst, der har inspireret kunstneren under sit arbejde i atelieret.
Skitsehandlen har også produceret en begrænset serie t-shirts med et af udstillingens motiver i samarbejde med kunstneren og lavet i Thy, og på åbningsdagen udgiver vi et katalog med udstillingens værker og ny tekst af kurator og forfatter Louise Rytter.
Om kunstneren:
Farshad Farzankia (f. 1980) er iransk-dansk billedkunstner med maleri og værker på papir som sine primære formater. Han har haft soloudstillinger på ARKEN (2021) og Willumsens Museum (2022), foruden flere gruppeudstillinger, senest “FEEL ME” på Trapholt (2025), og han har haft flere soloudstillinger i udlandet, bl.a. i Seoul og New York. Han er repræsenteret af Andersen’s Contemporary i København.
Se mere om udstillingen herinde:
https://www.skitsehandlen.dk/farshad-farzankia