Kom til Vølvens Krea Gilde kun for voksne (18+) på Studenterhus Odense, hvor du kan lave din egen krystal, drømmefanger og/eller våbenskjold/-smykker, mens du smager en af vores specialøl fra vores fadølsanlæg.
Din billet giver adgang til to af vores tre værksteder (krystal, drømmefanger el. våbenskjold/-smykke). Ønsker du at besøge alle værkstederne, kan du købe adgang til det sidste på dagen. Læs mere om de forskellige værksteder herunder.
MAGISKE KRYSTALLER
Lav din egen krystal, der beskytter mod sygdom, ulykke og trolddom eller bringer lykke, kærlighed og styrke. Og så er den tilmed flot at have stående derhjemme på reolen, liggende i lommen eller hængende rundt om halsen.
BEMÆRK! Krystallen skal størkne i minimum 24 timer, og derfor får man ikke sin krystal med hjem samme dag, men skal afhentes dagen efter - eller den efterfølgende uge i Studenterhus Odense. Alternativt kan den sendes på købers regning.
Du vælger en form, som du ønsker, til din krystal, såsom en stav, et bogmærke, en diamant eller lignende. Herefter skaber du krystallen af flydende magi, som du mikser og blander med farve, glimmer og perler. Magien skal nu arbejde over natten, så den trækker ud i krystallen og kan bringe dig held eller beskytte dig mod ondskab.
(Vi gør opmærksom på, at der arbejdes med epoxy resin til workshoppen, og derfor SKAL der bæres sikkerhedsudstyr som briller og handsker, som udleveres ved indgangen)
MYTOLOGISKE DRØMMEFANGERE
Skab din helt egen mytologiske drømmefanger, som kan beskytte dig mod onde drømme.
En drømmefanger består af en cirkel med edderkoppespind lignende net i midten, som opfanger alle dårlige og farlige drømme, mens de gode drømme ubesværet slipper gennem nettet.
Drømmefangeren er skabt af grene fra Yggdrasil - også kendt som livets træ i nordisk mytologi, der forbinder jord og himmel og opretholder balance. Du fletter og binder selv din drømmefanger i snor og med fjer og perler i de farver og mønstre, du ønsker. Hermed er du personligt beskyttet mod dårligdom og mareridt i nattetimerne, og du kan fokusere på at bekæmpe det onde i løbet af dagen.
MYTOLOGISK VÅBENSKJOLD/-SMYKKE
Lav dit eget våbenskjold eller smykke til at dekorere din rustning eller dragt - dette fuldender ethvert kostume!
Slip fantasien løs eller brug en af vores skabeloner, og design et våbenskjold eller smykke på magisk krympeplast, og se det forvandle sig til et fint lille vedhæng, du kan pynte med perler og fjer og lave til en halskæde, øreringe, broche eller magnet.
---
Alle workshops er 18+.
En billet koster 180,- kr i forsalg (OBS: 175,- kr. i dørsalg), som giver adgang til 2 af vores 3 værksteder, inkl. de redskaber og ingredienser, der skal bruges ved de forskellige værksteder + en valgfri specialøl fra vores fadølsanlæg.
You may also like the following events from Studenterhus Odense: