ODENSE FJORD – TILSTAND OG HÅB
Foredrag med Stiig Markager, professor, Institut for Ecoscience – Marin biodiversitet og eksperimentel økologi, Aarhus Universitet
Havet omkring Danmark lider. Rødspætter og skrubber er væk, ålen er ved at uddø og stenbiderrogns varsling af forårets komme er en fjern erindring. Stenbideren er sammen med torsken så nedfisket, at alt fiskeri nu er forbudt. Samtidig er vandet i fjordene blevet så uklart, at tidligere tiders ålegræsenge er forsvundet og erstattet af en mudderbund.
Odense Fjord er ingen undtagelse, tværtimod. Økosystemet er reelt brudt sammen pga. årtiers udledninger af næringsstoffer. Først fra spildevand fra Odense, sidenhen fra det industrielle landbrug. Det er en skæbne, som fjorden deler med mange andre fjorde.
Udviklingen viser, at vi langt har overskredet grænsen for, hvad naturen kan tåle. I 2024 kom der omsider et svar på denne udvikling – den grønne trepartsaftale. Den betyder håb for Odense Fjord og landskabet omkring den. Aftalen betyder, at over de næste par år vil landbrugsdriften ophøre på omkring 1/3 af det, som i dag er intensivt dyrket landbrugsjord i fjordens opland.
I foredraget gennemgås det videnskabelige grundlag for, hvordan næringsstoffer virker i en fjord, fjordens tilstand i 2025, perspektiverne for fjord og landskab over de næste årtier og lidt af den historiske baggrund for, at vi er endt her.
Hvor: Borgernes Hus/Odense Bibliotekerne, Østre Stationsvej 15, 2. sal, 5000 Odense C
Pris: kr. 90
Kom senest kl. 18.50, da bibliotekets døre lukker kl. 19.00
You may also like the following events from Kafé Kloden: