Dirigent: Pierre Bleuse
Solist: Denis Kozhukhin, klaver
C. Debussy: Forspil til En Fauns Eftermiddag
M. Ravel: Klaverkoncert i G-dur
M. Ravel: Valses nobles et sentimentales
M. Ravel: Rapsodie Espagnole
Pierre Bleuse åbner sin sidste sæson i spidsen for Odense Symfoniorkester med et rent program af allerfineste karat fra hjemlandet Frankrig: Ravels enestående klaverkoncert i G-dur i selskab med samme komponists smukke valsesuite "Valses nobles et sentimentales", og hans kærlighedserklæring til sine spanske rødder, den fyrige "Rapsodie Espagnole".
Som appetitvækker får vi landsmanden Debussys eksorbitant berømte symfoniske digt "Forspil til En Fauns Eftermiddag" fra 1894. Det korte værk er intet mindre end et fakkelbærende, impressionistisk mesterværk, og den indledende fløjtesolo er kendt af alle og indvarslede bogstaveligt talt nye toner i fransk moderne musik.
Klaverkoncerten med den bedragerisk simple, underskønne og pulssænkende melodilinje i 2. sats blev til året efter Ravels meget succesfulde turné i USA i 1928. Ravel havde forestillet sig, at han skulle udbrede den for verden på mange flere turnéer så langt væk som Sydamerika og Sydøstasien. Desværre tillod hans helbred og tiltagende neurologiske sygdom ikke rejseaktivitet, og han kom heller aldrig til selv at spille solostemmen i sit mesterværk. Men siden har koncerten gået sin sejrsgang over hele verden og er i dag én af de mest spillede og elskede klaverkoncerter i repertoiret og én, der altid får publikum til at hoppe begejstret op af sæderne efter den vilde, rytmiske finalesats.
Efter pausen skal vi nyde den dansante valsesuite "Valses nobles et sentimentales", som Ravel skrev med en kærlig hilsen til Schuberts to “noble” og “sentimentale” valsesamlinger – nu med et umiskendeligt, fransk-ravelsk twist. Og så runder vi af med ét af Ravels tidligste orkesterværker: den distinkt spanskinspirerede "Rapsodie Espagnole", som Ravel arbejdede på i årevis, først som en Habanera for to klaverer i 1895, siden med tre ledsagesatser, og til sidst som den fulde, firsatsede rapsodi for orkester, som øjeblikkeligt hensætter os til fyrige, spanske sevillanas eller en middagshed eftermiddag i Malaga.
You may also like the following events from Odense Symfoniorkester:
- Next Friday, 19th December, 07:00 pm, NØDDEKNÆKKEREN in Odense
- Happening on, 8th January, 07:00 pm, NYTÅRSKONCERTER 2026 in Odense
- Happening on, 31st January, 03:00 pm, TRO, HÅB OG KÆRLIGHED – EN KONCERTTALK MED SVEND BRINKMANN in Odense