Træd ind i mørket og ind i illustrationens verden, når illustratorerne bag den grafiske roman FORTÆLLINGER FRA KÆRSHOVEDGÅRD gæsteudstiller i Kunstnerfløjen (Annebergparken 35, 2. sal) i Anneberg Kulturpark under årets litteratur- og fortællefestival IND I MØRKET.
FORTÆLLINGER FRA KÆRSHOVEDGÅRD er et kollaborativt tegneserieprojekt, skabt af mennesker, der er tvunget til at bo på udrejsecentret Kærshovedgård, og af folk uden for lejren. Nuværende og tidligere beboere på centret er blevet interviewet, og tegnere og kunstnere har så illustreret fortællingerne. Bogen indeholder livs- og dagligdagshistorier om, hvad det vil sige at bo på en dansk deporteringslejr - langt væk fra de flestes bevidsthed, ude hvor kragerne vender, bag gitter, uden busstop. I dagens Danmark.
Oplev pop-op-kunstudstillingen på 2. sal i Kunstnerfløjen, Annebergparken 35, hvor du kan se tegninger og illustrationer og kunstværker fra bogen, og/eller inspireret fra de mange fortællinger fra Kærshovedgård. Kunstnerfløjen er åben hver dag under festivalen mandag den 13. oktober til fredag den 17. oktober kl. 11-16. Gratis adgang.
Mandag den 13. oktober kl. 13 gæster nogle gode folk fra foreningen Små Broer højtlæsningssalen i Plejerskebygningen (Annebergparken 48B) i Anneberg Kulturpark. De fortæller med udgangspunkt i FORTÆLLINGER FRA KÆRSHOVEDGÅRD, som foreningen udgav i 2023, om stedet og processen. En medvirkende i bogen kommer også og læser sin historie højt fra bogen. Gratis adgang.
Efter oplægget fortsætter muligheden for at snakke med Sma Broer-folket over i selve udstillingen. Så fra ca. kl. 14.30-16 mandag den 13. oktober er der guider tilstede i udstillingen.
Foreningen Små Broer er humanistisk baseret og har til formål at skabe værker, events og kampagner, der fremmer undertrykte og underrepræsenterede menneskers stemmer. Foreningen opstod ud af bogprojektet FORTÆLLINGER FRA KÆRSHOVEDGÅRD.
Udstillingen er en del af litteratur- og fortællefestivalen IND I MØRKET, der foregår i efterårsferien (uge 42) den 13. - 17. oktober 2025.
Festivalen er støttet af Plan- og Landdistriktsstyrelsen, Statens Kunstfond og Odsherred Kommunes ildsjælepulje samt kultur- og brandingpulje.
www.fortaellingernestid.dk
You may also like the following events from Fortællingernes Tid:
- Next month, 12th October, 03:30 pm, Somre der aldrig forlod os – en fortællekoncert om Malergården som digterhjem in Holbaek
- Next month, 13th October, 09:00 am, Litteratur- og fortællefestival IND I MØRKET in Holbaek
- Next month, 13th October, 09:00 am, Morgenfrisk morgenbrød, kaffe og lydværk i landskabet på Gniben m. Odsherred Teater in Holbaek