Skolen anno 2025 – Kan man redde folkeskolen med flere værdier og færre regler?
Alex Vanopslagh debatterer om udfordringerne i folkeskolen med
Formand for Skole & Forældre, Regitze Spenner Ishøy
Formand for Skolelederforeningen, Dorte Andreas
Repræsentant for Danmarks Lærerforening
Moderator er Mikkel Andersson
Samtalen vil tage afsæt i en række aktuelle spørgsmål – ikke som en fast dagsorden, men som inspiration og oplæg til debat. Spørgsmål og input fra salen er velkommen.
Er det stadig en folkeskole, hvis så mange vælger den fra?
Flere og flere forældre vælger privatskoler – og dermed folkeskolen fra. Når en stigende andel fravælger det fælles tilbud, kan vi så stadig kalde det en folkeskole? Eller skal alle grundskoler – offentlige som private – sidestilles?
Hvorfor flytter så mange børn til privatskoler?
Er det et udtryk for mistillid til det offentlige system – eller frustration over det lokale skoletilbud? Hvad betyder det for fællesskabet og for de børn, der bliver tilbage?
Vold og utryghed i klasselokalet
Flere lærere og elever beretter om vold, trusler og mistrivsel. Er skolen ved at tabe grebet om trygheden? Hvad skal der til for at skabe ro og trivsel?
Skolevægring og fravær
Alt for mange børn møder ikke op. Det lægger pres på både børn, forældre og system. Hvordan vender vi udviklingen – og hvem har ansvaret?
Inklusion eller illusion?
Inklusionen er en smuk tanke – men fungerer den i praksis? Er det tid til at justere ambitionerne, eller skal vi gå endnu længere?
Børnesyn og dannelse
Nogle kommuner har formuleret et kommunalt børnesyn – men skal det overhovedet være en kommunal opgave? Og hvad er egentlig skolens rolle i børns dannelse i dag?
Er dannelsen forsvundet?
Skolen har historisk haft et ansvar for at danne – ikke bare uddanne. Men er dannelsen gledet ud til fordel for tests og skemaer?
Farvel til 10. klasse – hvad betyder det?
Afskaffelsen af 10. klasse kan ramme de unge, der har haft glæde af det ekstra år til modning og refleksion. Er det en fejl, vi kommer til at fortryde?
Samtalen bliver ikke en traditionel paneldebat, men en nysgerrig og åben diskussion med forskellige perspektiver. Uenighed er velkommen – og formålet er ikke at nå enighed, men at skabe refleksion og inspirere til nytænkning.
Tid og sted:
Mandag den 27. oktober kl. 19-21 i Herlev Teaterbio, Herlev Bygade 30, 2730 Herlev
Arrangeret af Liberal Alliance Herlev
Also check out other Workshops in Herlev.