Foreningen Opera Nordsjælland gæster søndag d. 19. oktober kl 16 Vestervang Kirke med en koncertopførelse af Friedrich Ludwig Aemilius Kunzens komiske romantiske opera ”Holger Danske”, den første ’rigtige’ danske opera fra 1789.
Operaen regnes for langt den bedste tidlige danske opera, og den er derfor optaget i Kulturministeriets kanon. Den findes indspillet på CD, men høres sjældent live. Så vidt vi har kunnet finde frem til, har den ikke været opført, hverken scenisk eller koncertant, siden Det Kgl. Teater viste den i 2000.
Titlen leder tanken hen på dansk storhed og kampgejst; men der er snarere tale om en middelalderlig gavtyvekomedie med træk fra både Shakespeare og 1001 nat. Musikken er meget varieret, lige fra enkle og muntre viser og danse, over store optrin ved mellemøstlige hoffer til ægte hjerte-/smerte-arier med det helt store udtræk. Det hele hænger sammen på grund af Kunzens store dramatiske sans og hans, for hans tid, meget avancerede tematiske arbejde.
Opera Nordsjælland opsætter normalt sceniske forestillinger, men vi forsøger os nu for anden gang med en koncertant version, bl.a. for at appellere til nye korsangere, som normalt ikke ville finde på at synge med os – og som måske efterfølgende slutter sig til os. Det virkede fint med vores opførelse af Hartmanns ”Liden Kirsten” i 2020. Vores sceniske opførelser omfatter generelt de kendte titler, mens vi i koncerterne prøver at komme længere ud i periferien.
Forestillingens professionelle kræfter er:
• Gustav Sønksen, musikchef og dirigent
• Ida Dreisig Sarner, Oberon
• Maria Hanke, Almansaris
• Andreas Warden-Bigom, Kerasmin
• Anne Christine Bauer, Rezia
• Paul Frederiksen, korsyngemester