Det er en kæmpe fornøjelse at kunne byde den danske sanger og sangskriver Mellemblond aka. Kristoffer Munck Mortensen velkommen til Natkirken.
Vi glæder os til at opleve Mellemblonds sange folde sig ud i det kæmpe smukke rum!
Gratis entre
Dørene åbner kl. 19.45
Start kl. 20.00
Fra første færd har Mellemblond haft sin egen definition af, hvordan dansksproget rock kan lyde. Det er i årenes løb blevet til fem Steppeulv-nomineringer, topplaceringer på mediernes årslister, airplay og anmelderros for både musikken og teksterne. Debuten var en selvbetitlet EP i 2008, og seneste album er En jordisk chance fra 2021. På 6 albums og 2 EP’er har Kristoffer Munck Mortensen etableret sig som en markant sangskriver og guitarist i sin generation. Mellemblond kan noget særligt og har også samarbejdet med artister som Steffen Brandt, Kira Skov og Trentemøller.
Mellemblond album-debuterede i 2009 med det voldsomt anmelderroste album Ude af mine hænder med undergrundshittet Ishånd på Nikolaj Nørlunds pladeselskab Auditorium. Efterfølgende udkom i 2011 EP'en Elastisk, som hang sammen med Jesper Ravns musikfilm Mellemblond på Bellahøj, der havde premiere på CPH: DOX. Elastisk kastede desuden to P3-roterende singler af sig: Elastisk og Mørkt stof.
I 2013 udkom Lysvågen, der blev nomineret til fem Steppeulve bl.a. årets album, årets komponist og årets tekstforfatter. Førstesinglen Et øje lå otte uger nummer et på Det elektriske barometer og anden singlen Swimmingpoolens blå fik også massiv airplay. Sangen Hen over Midnat blev udgivet som en duet med TV2s Steffen Brandt. Pladen blev produceret af Mads Brinch, Adrian Aurelius og Mellemblond.
I 2015 udkom Fra et sted, nu på eget nystartet pladeselskab, og sangene Ryster og Nord kunne høres i radioen. Nord blev efterfølgende remixet af Trentemøller og udgivet som single.
I maj 2018 udkom det fjerde album Guldlokzonen på pladeselskabet Møs Møs, hvorfra sangen Vinterskæbner fik airplay på P6 og P4. I 2020 udkom den akustiske plade Solregn, der blev til i samarbejde med bassisten og cellisten Nils Bo Davidsen, og bl.a. indeholdt duetten Vildrede med Kira Skov. I 2021 udkom En jordisk chance med singlerne Atomernes spil og For at noget kan blomstre. Pladen var ugens album på P4.
I efteråret 2024 udkom singleudspillet “Fuld”, og i øjeblikket arbejdes der på sange til næste album.
Mellemblond
You may also like the following events from Trinitatis Natkirke:
Also check out other
Music events in Copenhagen ,
Entertainment events in Copenhagen .