Galleri Tom Christoffersen er stolte af at præsentere Amalie Gabels første soloudstilling i galleriet, “I margen af hverdagen”.
Fernisering fredag den 17. oktober kl. 17–19.
I den italienske forfatter Italo Calvinos roman Hvis en vinternat en rejsende fra 1979 møder vi en mand, der sidder i et tog. Han har medbragt en kuffert og er på mission: På en given station skal han mødes med en anden mand og bytte sin kuffert med hans, men en forsinkelse forpurrer planen, og den rejsende ender med et ufritvilligt ophold i en mindre stationsby, hvor han skal forholde sig anonymt. Historien mimer en spionroman, men slutter meget abrupt nogle sider inde i bogen. Herefter begynder en helt anden fortælling, der har den indledende historie som metalag.
Amalie Gabels udstilling I MARGEN AF HVERDAGEN følger en lignende struktur. I sine malerier etablerer Gabel en række mere eller mindre stabile rum, der alle relaterer til hinanden i et kompliceret system. Gabel er optaget af kroppen og perceptionens funktion og placering i rummet og af, hvordan forskellige typer rum arbejder med eller imod disse. I et af udstillingens spor optræder kroppe i offentligt eller halv-offentligt rum, eksempelvis i toge og metroer, hvor mennesker mødes og intimssfærer støder sammen. Vi fornemmer, hvordan relationerne mellem personerne udfolder sig, hvordan to menneskers ben kan føles alt for tæt på hinanden i det offentlige transportmiddel, mens en anden person med en anden intimssfære ubesværet kan falde i søvn i toget. Vi følger de rejsendes blik, ser dem kigge ud af vinduer og afkode sociale situationer mellem mennesker udenfor toget. Det hele er båret af en kropslig genkendelse: Vi ved, hvordan man konstant er opmærksom på sin egen krop og dens relation til andres kroppe, når man rejser med tog.
Et andet værk viser også en transportsituation, men denne gang med en båd. Vi føler en rygvendt skikkelse, der står i båden og med hans blik ser vi ud over det hav, han bevæger sig igennem. Dele af lærredet er erstattet af et transparent materiale, der gør landskabet omkring ham ustabilt. Det er som om, havet dukker op i takt med bådens fremdrift. Som at bevæge sig i tåge og tabe den rumlige orientering for et øjeblik.
Gabels værker inddrager ofte rammen i som betydningsbærende element i billedet. Nogle rammer er påmalet, så billedets rum flyder ud i vores, mens andre værker breder sig over flere indrammede lærreder. Nogle steder er lærredet brudt op og syet sammen på ny eller erstattet af transparent materiale, der giver blikket adgang til det rum, der befinder sig bag billedet. I et værk står endnu en rygvendt figur i et udefinerbart landskab uden horisontlinje. I værkets hjørne er et rundt hul ind i billedet, hvorigennem vi kan se ind til billedets bagside. Der virker som om, figuren kunne falde ind i mellemrummet mellem de to lag og forsvinde i et rum, vi ikke har adgang til.
I flere værker arbejder Gabel med vinduet som motiv og metafor for maleriet. Værkernes hjørner er ofte afrundede, og får karakter af togvinduer eller buede vinduer som i en katedral. Vi finder også værker med forhæng eller gardiner, der er trukket til side, så vi får adgang til det rum, der findes bag ruden. Et enkelt værk er desuden forsynet med et gardin i stof, der gentager det malede gardin og skaber et lille mellemrum imellem de to afsløringer; præcis som værket med det fysiske hul åbner et ekstra rum mellem to materialer i billedet.
I et stort værk, der strækker sig over flere rammer, befinder vi os inde i et rum og kigger ud i et tåget landskab gennem døre, der åbner ud ad rummet, men ind i billederummet. Også her etableres et mellemrum imellem beskuerens fysiske rum, det indendørs rum i maleriet og det udendørs landskab, vi får adgang til med blikket.
Således føles rummet ofte ustabilt eller desorienterende i Gabels værker. Der er landskaber uden horisontlinjer, tågede og uklare som i en drøm, eller interiørbilleder med meget få genkendelige elementer til at give os en fornemmelse af rummet udstrækning. Ofte forvrides skalaforholdene i rummene, som kan virke for små eller for store til de skikkelser, der beboer dem, og som kan give det samme fysiske ubehag, som når ens ben rører et andet ben i en metro.
I de halvtomme rum er ofte tegn på menneskelig tilstedeværelse, selv hvis der personer til stede i værkerne. En kasket hænge på en knage i et ellers tomt rum, og vi kigger ind bag et forhæng, hvor en trappestige står. Det er spor efter mennesker, der indsætter et skalaforhold i de ellers udefinerede rum, så vi ved, hvordan kroppen ville forholde sig til stedet. Der er en forkærlighed for genstande, som ikke ville have en funktion, hvis der ikke fandtes en krop, men hvor kroppen befinder sig, forbliver ubesvaret.
Et værk, der forestiller et nøglebundt fungerer, som det første kapitel i Calvinos roman, som et metalag for udstillingen. Her ser vi den fysiske genstand, der kan åbne og lukke alle de døre og vinduer, der findes i værkerne, som kan give adgang for vores kroppe og blikke, eller omvendt: Som kan låse os ude af nogle rum og ind i andre. Hermed antydes, som i værkerne der foregår i offentlige rum, også et magtforhold, eller i hvert fald en forhandlingssituation. Der er rum, der kræver forskellige ting af vores kroppe, sociale, skrevne og uskrevne regler for, hvordan kroppen gebærder sig afhængig af rummets karakter, og grader af intimitet, der veksler alt efter hvilke rum, vi befinder os i. Det er kompliceret at have en krop i Gabels univers.
