FERNISERING
BJERGTAGET
af JULIE NORD
FREDAG D. 12 SEPTEMBER, KL 17 - 19
GALLERI TOM CHRISTOFFERSEN
SKINDERGADE 5
Spørger man Julie Nord, siger hun, at hendes værker er en projektionsflade for det, vi selv tager med. En slags figurativ rorschark-test eller en form for fritflydende drømmebilleder, hvor velkendte arketyper fra folkeeventyrets og myternes univers glider ind og ud af hinanden, forandrer sig og bliver til nye billeder, mens vi kigger på dem. Som i drømme kender vi dem allerede - den unge pige, den hemmelighedsfulde kat og det mangehovedede monster - men hos Julie Nord har de revet sig løs fra eventyrets skemalagde fortællestruktur og er blevet redskaber for mere samtidige fortællinger om en kaotisk verden præget af angst, krise og konflikt.
At træde ind i Bjergtaget er som at bevæge sig ind mellem siderne i en bog, med vægge malet i varme almuefarver og stiliserede borter langs gulvet. Med inspiration fra keltiske og nordiske myter og folkesagn laver Nord en række visuelle nedslag i en fortælling, der ikke på forhånd er defineret. Vi møder figurerne i en række frugtbare øjeblikke, hvor en forandring indtræffer, hvor historien tager en afgørende drejning eller hvor metamorfosen er fuldbyrdet, og med den unge pige som protagonist kan vi søge ind i lagene i Nords værker for at søge forklaringer på de eksistentielle og psykologiske problemstillinger, som præger det moderne menneske. Men som i de klassiske eventyr peger de svar værkerne giver i nogen grad tilbage på os selv.
Titlen Bjergtaget er - som alt andet i Nords visuelle univers - dobbelttydig. Den opfordrer til hengivelse, men refererer også til myten om bjergfolket, der bortfører mennesket til deres grotter dybt inde i hemmelighedsfulde bjerge. Herfra vender det forandret tilbage, noget uigenkaldeligt er sket og myten giver os, om ikke en uddybende forklaring, så i hvert fald en fortælling, der kan indkapsle vores kollektive angst.
I Nords værker går vi ind i grotten, gennem de mange portaler, og finder os selv i et spejlkabinet. Ulven, der hos Nord er blevet til et mangehovedet monster, er sprættet op, men i dens mave ser vi ikke Bedstemor og Rødhætte, men endnu en åbning. En kvindefigur føder sig selv og pludselig ligner rummet omkring den opsprættede ulv også en livmoder. Fødekanaler, portaler, indgange og grotteåbninger spejler sig selv over flere akser og når vi tror, vi er nået til en slutning på fortællingen, viser det sig altid at være begyndelsen på en ny.
Med portalen som formel og symbolsk figur åbner Nords værker et mullighedsrum. Her kan vi søge forklaringer på det mørke, der både er individuelt og kollektivt, glide ned i ubevidste og psykologiske lag i både os selv og vores samfund, og måske finde trøst. For dybt inde i grotten, hvor bjergfolket hersker, hvor den fantastiske fortælling kulminerer og metamorfosen fuldbydes, kiler lyset sig ind fra en ukendt kilde. Hvem ved, måske kommer det fra os selv.
- Udstillingsteksten er skrevet af Louise Steiwer.
|
