Kom med til fest på kanten af undergangen, når HEATHE åbner op for deres kulsorte univers, hvor håndspillet klubmusik og nu-metal smelter sammen med højstemt gospel og free jazz.
__________
DØRE: 19.00
KONCERT: 20.00
ENTRÈ: 170,-
__________
Med udgangspunkt i dissonans og endeløs repetition fremmaner gruppen massive og overvældende soniske vægge af rumklangstunge og metallisk klingende støjkollager, hvor desperation, højfrekvent ekstase og aggressive energiudladninger giver genklang i et uendeligt mørke.
På scenen udfolder gruppen sig som et seks-mand stort orkester, hvor strygere, blæsere, strenge, elektronisk slagtøj og hjemmebygget percussion maler tranceinducerende, massive og bjergtagende lydflader hvor evighed og nutid smelter sammen i en udmattende og nærmest ceremoniel oplevelse.
HEATHE har siden 2016 hensat publikummer i ekstase med deres overvældende liveoptrædener og svært definerbare udgivelser. I 2025 er de aktuelle med deres anden fuldlængdeudgivelse, Control Your Heart's Desire for Freedom (Empty Tape), hvor et harmdirrende kaos af aggressiv polyrytmik, kakofonisk støjrock og messende mantraer varsler om verdens undergang.
Control Your Heart's Desire for Freedom åbner med en ildevarslende beretning om barndommens frygt for apokalypsen – en frygt, der på albummets 65 minutter vokser fra diffus uro til konkrete mareridt: kollapsende økosystemer, borgerkrig og bomberegn udspiller sig i stigende intensitet for lytterens indre blik.
Sangene bevæger sig gennem lydlandskaber, hvor depressiv pop, håndspillet techno, kulsort post-hardcore og trance-lignende repetition møder messende kor, autotune og desperate, halvkvalte skrig.
Fra åbneren "Black Milk Sour Soil", der varsler mørket, over "My Gods Destroy’s" synkoperede groove og "All the Pain for You My Dear"’s omklamrende depression, til "On the Wall"’s autotune-omkvæd og hiphop-swag, "Certain"’s opbyggende klimaks og afslutningsnummeret "Black As Oil" – en grådfremkaldende afgrund af håbløshed.
HEATHE udgav i 2019 fuldlængdepladen On The Tombstones; The Symbols Engraved på Wolves & Vibrancy, hvilket bragte dem forbi flere af landets større scener – herunder Northern Winter Beat, Vinterjazz og Roskilde Festival.
Vi glæder os til at se dig <3
HEATHE er:
Andreas Westmark (Get Your Gun, Hjalte Ross),
Filip Dybjerg (The New Family, Narcosatanicos),
Jonas Orlowitz (Fräzer),
Oskar Krusell (Kogekunst, Hjalte Ross),
Simon Mariegaard (Kogekunst, Svaneborg/Kardyb, Calum Builder)
og Martin Jensen.
You may also like the following events from Radar:
Also check out other
Festivals in Arhus,
Concerts in Arhus,
Music events in Arhus.