Snuggle føles som soundtracket til den mærkelige fornemmelse af, at verden måske er ved at gå under. En loopet guitar bærer en nærværende vokal, der synger om sommer og kærlighed, mens alting brænder. Sangen drives frem af en drømmende puls og svæver et sted mellem virkelighed og fantasi.
Deres musik opstår i krydsfeltet mellem ømhed og støj. Trommerne rammer med noget, der lyder som et Funky Drummer-sample. Tidlig 90’er-rave møder guitarer i 2025. En form for crossover uden at tænke over det.
Bag Snuggle står Baby in Vain-sanger Andrea Thuesen og tidligere Liss-producer Vilhelm Strange. To guitarister helt ind til benet, som smelter deres verdener sammen i et mørkt og intimt tekstunivers.
Det er riffs oven på riffs, dog stadig med blik for detaljen og stemningen. Snuggle spiller ikke bare sange. De bygger verdener, man har lyst til at fare vild i. Det får publikum mulighed for, når duoen gæster VoxHall med deres særegne og grænsesøgende lyd.