Hvad nu, hvis du vågnede op og opdagede, at du havde en dobbeltgænger? Næsten som dig, men alligevel slet ikke? Det skriver forfatteren Naomi Klein om i sin bog 'Dobbeltgænger: En rejse ind i spejlverdenen'.
I den virkelige verden udenfor bogen finder Naomi Klein ud af, at en kvinde med samme fornavn, men med radikalt andre og vildere synspunkter, bliver kronisk forvekslet med hende. På internettet bliver forfatteren Naomi Klein og konspirationsteoretikeren Naomi Wolf nemlig igen og igen forvekslet.
Og det sender Klein på en rejse om ‘dobbeltgængerfiguren’, ned i internettets dybe konspirationshuller og ud i vores kultur, hvor hun bliver konfronteret med spørgsmålene: Hvad gør det ved os og vores verden, at vi alle lever i en dobbeltgængerkultur med virtuelle doubles af os selv på sociale medier? Hvor vi gør os selv til polerede, virtuelle brands og udskammer vores fjender offentligt? Og hvorfor er identitet – alt hvad vi har at modstå verden med – så ustabil?
Er du interesseret i at diskutere dette? Så kom og vær med i en læsekreds, hvor vi sammen læser og diskuterer denne dødsens alvorlige sorte komedie, som inviterer os til at se os selv i spejlet. Til dem som undrer sig over, at politik er blevet så fordrejet, og dem som søger en vej ud af den kollektive svimmelhed.
Bogen lægger også op til at snakke om interessante emner som kunstig intelligens, skyldsformodning og profilering af personer med henblik på at forebygge kriminalitet, hvordan konspirationsteorier opstår, masseovervågning mm.
På dette første møde tirsdag den 9. september kl. 19-21 kan du uforpligtende få en introduktion til, hvordan læsekredsen kommer til at foregå, mødegange og tider. Desuden indleder vi snakken ud fra bogens introduktion og 1. kapitel: 'Occupied'.
HVOR OG HVORNÅR?
Læsekredsen mødes i Amnesty Aalborgs lokaler i Jernbanegade 23 1. fra september 2025 og nogle få måneder frem med formentlig ca. 3 ugers mellemrum - detaljerne aftaler vi på intromødet. Alle kan selvfølgelig melde sig til uanset forhåndskendskab til emnet, bogen eller forfatteren.
HVAD FORVENTES AF DIG?
Som deltager forventes, at du selv anskaffer dig bogen samt læser den undervejs og møder op til så mange møder som muligt.
'Dobbeltgænger' findes som bog og ebog og i originaludgaven på engelsk 'Doppelganger: A Trip into the Mirror World' som bog, ebog og lydbog.
Hvis du er interesseret i at være med i læsekredsen, men ikke kan komme til intromødet, så send en mail til
ZnJpdmlsbGlnIHwgYW1uZXN0eS1hYWxib3JnICEgZGs=.
OM LÆSEKREDSEN
En lang række af Amnestys idealer og mærkesager omkring frihedsrettigheder modarbejdes dagligt af magthavere verden over. Men hvorfor fængsler man egentlig anderledes tænkende, forfølger minoriteter eller bruger vold som politisk middel?
Denne læsekreds har som formål at give dens deltagere en mere grundlæggende forståelse af spørgsmål som ovennævnte, hvorfor udvælgelsen af læseemner tager sit udgangspunkt i dette.
OM FORFATTEREN
Naomi Klein (f. 1970) er ansat som lektor i geografi ved University of British Columbia, er en af grundlæggerne og lederne af UBC’s Centre for Climate Justice, og æresprofessor i ’Medier og klima’ ved Rutgers University. Hun er forfatter til en række bøger, blandt andet den internationale bestseller No Logo, der er oversat til mere end 30 sprog. Hendes artikler har været bragt af førende medier verden over, og hun har en fast klumme i The Guardian.