Den herlige juletradition for hele familien kan også opleves i Vejle Musikteater igen i 2026.
I 2024 kunne Årets Julekoncert fejre 30-års jubilæum, og den dejlige juletradition for hele familien
fortsætter i 2026.
Endnu engang kan publikum glæde sig til genhør med nogle af de julesange, som er blevet en fast del af
Årets Julekoncert samt helt nye sange skrevet specielt til juleturnéen.
Og er man ikke i julestemning, når man indtager sin plads i koncertsalen, så er man det helt sikkert, når man sammen med resten af publikum har rejst sig og sunget med på “Dejlig er jorden” og har oplevet sneen dale til de sidste toner af “Når du ser et stjerneskud”. Der er ild i pejsen, juletræerne er pyntede og lysene er tændt.