Dirigent: Christoph Gedschold
Solist: Gerhild Romberger, mezzosopran
G. Mahler: Symfoni nr. 3
Koncerten varer cirka
1 time og 45 min.
– der er ikke pause i koncerten
Odense Symfoniorkester skyder sin komplette opførelse af alle Mahlers symfonier i gang med manér, når vi som den allerførste spiller den længste af dem alle, nemlig den monumentale 3. symfoni, der spiller op mod 1 time og 45 minutter, og som kræver et orkester af næsten dobbelt størrelse. Men så er det jo heldigt, at vi har slået os sammen med vores venner i Copenhagen Phil – på denne symfoniske rejse ind i Mahlers partitur af overvældende dimensioner: foruden en enorm besætning med f.eks. 8 horn, kræves også et drengekor, et damekor og en mezzosopran. Her giver Mahlers egne ord om, at symfonien ER verden, virkelig mening – det musikalske udtryk kan ikke blive mere altomfavnende; men Mahler bevæger sig også ned i det allermindste kammermusikalske udtryk og kommer således hele vejen rundt i denne forrygende symfoni – et ord, som faktisk her bliver for fattigt til at beskrive, hvad vi skal opleve.
Rejsen begynder med altings opståen, fra det dybe, tomme rum til naturens opvågnen, til dyrenes og endelig menneskets indtræden i verden, fra frygten for, hvor det hele mon skal ende – til kærligheden som forløser for lidelsen. Den enorme symfoni slutter i kærlighed og et varmt, omfavnende strygerhav, der ikke sjældent efterlader publikum med tårerne løbende ned ad kinderne. Det er smukt, det er stort på alle tænkelige måder, og det er en sjælden mulighed for at høre ét af musikhistoriens mest rørende, dybeste og vildeste værker – lige her i Odense. Der bliver rift om billetterne, så vent ikke for længe med at sikre din plads i koncertsalen – og husk at tisse af, inden du sætter dig til rette.
Kulturpartner: Cervo Gruppen
You may also like the following events from Odense Symfoniorkester: