Hør tre forskere fortælle om kaffe – om kaffeplantens biologi, dens dyrkning og bearbejdning til den kaffe vi drikker, om bæredygtig kaffe, om den betydning klimaændringerne vil få for fremtidens kaffe og om sundhedsaspekterne ved at drikke kaffe.
Kaffeplanten er en flerårig afgrøde med en enorm betydning globalt – både økonomisk og kulturelt. Botaniker Anders Barfod, som i mere end fire årtier har forsket i tropiske planteressourcer, vil give en bred indføring i kaffeplantens botanik – herunder den nyeste udforskning af dens vilde slægtninge. Coffea-slægten illustrerer glimrende den store betydning af agrobiodiversitet for landbrugsproduktionen i en verden i stadig forandring. Du vil også høre om hvad kaffebønnen mere præcist udgør i frugten, og få indblik i hvordan man kommer fra den høstklare frugt på kaffebusken til den dampende kop kaffe som mange af os nyder hver dag.
Millioner af farmere i det såkaldte ’kaffebælte’ omkring Ækvator producerer nok kaffe til at vi, verden over, kan nyde 30.000 kopper i sekundet. Det kræver et stort areal, og historisk set har kaffedyrkning ført til afskovning og tab af biodiversitet, men under visse forhold har kaffedyrkning i dag en helt anden rolle. Naturressourceøkonom Aske Skovmand Bosselmann vil fortælle om kaffens dyrkning og hvordan farmere verden over ikke bare producerer kaffebønner, men også økosystemtjenester som vi alle kan drage fordele af – bl.a. i forhold til klimaforandringer som i dag er et centralt emne inden for bæredygtig kaffe. Du får også et indblik i den nyeste forskning der skal sørge for at vi fortsat kan drikke kaffe i et forandret klima.
I foredraget sættes vores brug af kaffe også i et historisk perspektiv. Selve udviklingen i danskernes forbrugsmønster af kaffe, fra den blev introduceret i Danmark i 1665 til nu, har nemlig været meget bemærkelsesværdig. Diabetes- og ernæringsforsker Kjeld Hermansen vil udfordre de mange påstande om hvordan kaffe påvirker kroppen. Man hører fx ofte udsagn som: ”Man skal passe på med ikke at drikke for meget kaffe”, ”Kaffe er usundt og kan fremkalde kræft og hjertekarsygdomme” og ”Kaffe kan afkorte livet”. Spørgsmålet er om dette er myter eller fakta? Kjeld Hermansen vil gennemgå hvordan kaffe påvirker dødeligheden samt de store folkesygdomme kræft, hjertekarsygdomme neuropsykiatriske sygdomme og type 2-diabetes. Og du vil få et indblik i hans forskningsgruppes arbejde med at belyse virkningsmekanismerne for kaffe på risikoen for at udvikle type 2-diabetes.
Foredragsholdere er:
Aske Skovmand Bosselmann
lektor i landbrugsværdikæder, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet.
Anders Sanchez Barfod
lektor emeritus i botanik Anders Sanchez Barfod, Institut for Biologi, Aarhus Universitet.
Kjeld Hermansen
læge og lektor emeritus i diabetes og ernæring, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet.
Serien Offentlige foredrag i Naturvidenskab udbydes af Aarhus Universitet i samarbejde med Carlsbergfondet.
Studenterhus Odense viser foredraget på storskærm (livestreames fra Århus Universitet). Arrangementet er gratis. Et foredrag varer typisk to timer inkl. en pause midtvejs på 20 minutter. Deltagerne kan stille spørgsmål til forelæseren under foredraget via sms. Det sidste kvarter svarer forelæseren på så mange som muligt.
You may also like the following events from Studenterhus Odense: