Hver onsdag i sæsonen åbner DKDM dørene til en times kammermusik i byens kirker og koncertrum. Programmerne er kurateret af de studerende og spænder fra det velkendte klassiske repertoire til nyere værker med kant og klanglig opdagelse – altid indrammet med viden, perspektiv og personlighed af lektor Søren Schauser.
Program
Martin Lohse: Echoes off Cliffs for accordeon og elektronik
Medvirkende: Luca Bello, accordeon
Marie Krastel og Sebastian Olea, lyddesign
Echoes off Cliffs udspringer af en fælles musikalsk og kunstnerisk interesse mellem komponist Martin Lohse og akkordeonist Bjarke Mogensen.
Værket er oprindeligt skrevet til den Bornholmske natur, hvor akkordeonlyden spejles i klipperne og den omkringliggende natur og forsinkes som ekkoer. Musikken er indspillet, sidenhen bearbejdet elektronisk og sendes under koncerten, ud i højtalere placeret rundt om publikum. På denne måde skabes store lydskulpturer, der langsomt forandrer sig og afbrydes af hurtigere musik i akkordeonet, som et spejl på den evige dans mellem det langsomme, næsten uforanderlige og den hurtige menneskelige tid, der folder sig ud i vores verden i dag. I en vekslen mellem både lethed og de mørkere farver - præcis som naturen også forandrer sig over tid. En installationskoncert, hvor natur og musik går op i en højere enhed.
Til dagens koncert har komponisten og accordeonisten Luca Bello skabt en særlig koncertversion, hvor Martin Lohses værk, Passing for accordeonsolo, kombineres med det oprindelige værk.
You may also like the following events from Det Kongelige Danske Musikkonservatorium: