BOGEN OM LYSET - FOREDRAG OG BOGRECEPTION MED JOHAN G. OLSEN
___________________________________
Hvad er lys? Det er et enormt spørgsmål – og ét, der har sendt nogle af historiens største tænkere ud på en 2.500 år lang jagt efter svar. Den 19. marts gæster Johan G. Olsen Rundetaarn med sin nye udgivelse “Bogen om Lyset”, hvor han dykker ned i de idéer og forestillinger, der gennem tiden har formet vores forståelse af lysets natur.
Gennem historien har filosoffer og forskere som Aristoteles, Descartes, Newton, Einstein og Bohr forsøgt at indfange lysets natur. Men nogle af de mindre kendte videnskabsfolks vilde tanker og eksperimenter har også haft kollossal betydning for forståelsen af lys. Fra Ibn al-Haytham og Roger Bacon til James Bradley har deres opdagelser skubbet til grænserne for, hvad vi troede muligt – og bragt os tættere på en forståelse af lyset.
Den 19. marts udkommer “Bogen om Lyset” af Johan G. Olsen. Den fortæller om netop disse mennesker, og lysets idé-historie gennem 2.500 år. Det er en rejse ud til de yderste afkroge af vores arts forestillingsevne. I anledningen af udgivelsen har forfatteren udvalgt nogle af sine favorithistorier, som han vil underholde med, inden det vil være muligt at købe, og få signeret, “Bogen om Lyset”.
Foruden foredrag og bogreception, kan du gå på opdagelse i Rundetaarn, nyde udsigten eller fordybe dig i den aktuelle udstilling “Ad Lucem”.
Johan G. Olsen er Adjunkt på SBiNLab, Biologisk Institut, Københavns Universitet, hvor han forsker i proteinmolekylers struktur og funktion. Han er desuden, sammen med Vicky Knudsen, radiovært på det ugentlige radioprogram “Vildt Naturligt” på DRs P1, samt forsanger i bandet Magtens Korridor. Han har tidligere udgivet en række bøger for nørdede børn om forskellige naturvidenskabelige emner.
Arrangementet er en del af programmet for LYSÅR 2026 i Rundetaarn – et helt år, hvor vi markerer lyset og 350-året for Ole Rømers banebrydende opdagelse af lysets hastighed.
🕰️ Tid: den 19. marts kl. 19.00
📍 Sted: Bibliotekssalen, Rundetaarn
🎟️ Billet: Voksen 110,- / Studerende 80,-
You may also like the following events from Rundetaarn:
Also check out other
Arts events in Copenhagen .