Østen lukker VEGA ind i sine storladne og medrivende pop-sale
_____________________________________________________________
Døre: 19.00
Koncertstart: 20.00
Billetpris: 290 kr. inkl. gebyr
_____________________________________________________________
Østen har fra første udgivelse været på sejrskurs. Debutsinglen “Regn” blev udvalgt som Ugens Uundgåelige på P3, debutalbummet Daylight (2024) var en stjernespækket succes hos anmelderne, og koncertbilletterne til sangskriverens liveshows blev revet væk.
Han har foldet sine storladne kompositioner ud i intime rammer i Ideal Bar og sangskriverens popularitet er i 2025 blevet cementeret i en udsolgt Lille VEGA-koncert. Nu er Østen klar til at få tiden til at stå stille i Store VEGA med hans personlige og komplekse tekstunivers.
"Det her bliver den største koncert i eget navn, og det betyder helt enormt meget for mig. Det bliver en kæmpe milepæl. Jeg vil gøre mig sindssygt umage for at skabe en aften, vi sent vil glemme”, fortæller Østen i en pressemeddelelse.
Østens efterårsdunkle univers vidner om en modig musiker, der tør at male på et mørkt lærred, men stadig lader lyset slippe ind mellem sprækkerne. Han skriver tekster fulde af sammensmadrede følelser og poppoetiske observationer. På den ultrapopulære “Regn” - der har mere end 3 millioner afspilninger - bliver sceniske lydbilleder fremtryllet med tunge basgange, elegante guitartoner og Østens sårbare vokal.
Hans særegne udtryk er af Soundvenue blevet beskrevet som "en opvisning i, hvordan man trækker musikalske spændingskurver med millimeterpræcision”.
Når Østen i februar 2026 indtager Store VEGA bliver det i selskab med et hold af Danmarks dygtigste livemusikere. I smukt sammenspil vækker de debutpladens personlige fortællinger om rodløshed og depression til live og løfter de storladne arrangementer til eksplosive og dragende liveoplevelser.
Also check out other Concerts in Copenhagen , Music events in Copenhagen , Entertainment events in Copenhagen .